Lene og Kim Egtved forklarer om forliset i Stillehavet hvor 50 fods stålbåd sank - vandet fossede ind

Forlist i Stillehavet, såden er overskriften på Lene og Kim Egtveds forklaring på facebook.

Tirsdag 6. August kl 08.15 Tonga tid, sejlede vi ud fra Alofi i Niue (se kort) med kurs 277 sat imod Vava’u Tonga.

Efter 20 minutters motor sejlads, satte vi den store genua og slukkede motoren.

De næste mange timer gik fuldstændigt som forventet med vinden på 8 m/sek. ind agten-for-tværs.

Ved 15-tiden blæste det lidt mere op, og middelvinden steg gradvist til 12 M/S med stød op til 15 M/S. Bølgerne voksede sig også større og større, indtil de nåede et niveau på 3-4 meter.

Kl. 17.00 gik Lene ned og lavede aftensmad, en dejlig indisk gryderet med ris til.

Vi spiste i cockpittet mens vi betragtede solen gå ned, altid et fantastisk syn.

Gik fra 6 knob til fuldt stop i mørke

Lene var lige kommet op i cockpittet, da vi, kl 18.10 lokal tid, med voldsom kraft ramte et objekt i vandet. Sammenstødet var så voldsomt, at farten gik fra 6 knob til fuldt stop næsten øjeblikkeligt.

Vi sad heldigvis begge ned da det skete, hvorfor vi undgik personskader.

Vi lyste ned i vandet omkring os, for at se hvad vi havde ramt, men mørket, vinden og de store bølger umuliggjorde denne opgave.

Skibet begyndte at dreje langskibs med vinden, så jeg slog autopiloten fra og tog rattet. Det var fuldstændigt låst fast.

Jeg løb derefter under dæk for at kigge efter skader i stævnen. Her var alt ok, hvorefter jeg kontrollerede midtskibs og til sidst gik jeg ned i salonen agter.

Vandet fossede ind ved spisebordet

Her var der slet ingen tvivl om, at vi havde fået slået hul i skroget, for vandet fossede ind ved spisebordet, som dækker for roret.

Jeg fik løftet de to halve bordplader af og kiggede ned i hvad der bedst kan beskrives som en jacuzzi med kraftige boble dyser.

Jeg tændte øjeblikkeligt for vores 3 kraftige lænsepumper, hvorefter jeg gik op til Lene i cockpittet, og fortalte hvad der var sket, og at det var en rigtig dårlig og slem situation vi var i.

Bad hende om at sejle pas, papirer, mad

Jeg bad hende om at samle vores pas, papirer, tøj, mad, vand og grab bags i det tilfælde at vi blev nødt til at gå i redningsflåden.

Et hurtigt kig på kortplotteren viste, at der ingen skibe var indenfor en 24 sømil radius, hvorfor jeg vurderede at vi nok skulle forvente 2-3 døgn i redningsflåden før vi ville blive undsat.

Derefter brugte jeg den næste time på at prøve at stoppe hullet med tæpper, tov, poser og Gaffa tape, men intet virkede da vandtrykket simpelthen var for stort.

Imens fór Lene rundt og samlede så meget som muligt, som vi kunne få med i redningsflåden.

Omkring kl. 19.15 opgav jeg forsøget på at begrænse indflowet af vand. Selv med pumperne kørende på højtryk, kunne de ikke følge med, og vand niveauet steg støt.

Redningsflåde i vandet

Jeg gik op til Lene i cockpittet og sagde at jeg ville sætte redningsflåden i vandet, mens hun fortsatte med at samle sammen og putte det i vandtætte poser.

Jeg fik lempet redningsflåden i vandet, selvfølgelig den forkerte vej, men den vendte heldigvis sig selv.

Vinden tog med det samme fat i den og trak den 10 meter væk fra båden. Det var umuligt at trække den tæt på båden, så efter lidt forskellige forsøg, fik vi monteret et skødetov på redningsflådens line, og med de store elektriske skødespil fik vi trukket redningsflåden op midtskibs.

Herefter gik jeg nedenunder for at vurdere situationen. Vandstanden var steget betydeligt, og det ville ikke vare længe for det nåede batterierne, hvorefter alt navigations- og kommunikationsudstyr ville holde op med at virke.

Da jeg vurderede, at der ingen skibe var i nærheden, startede jeg med at udsende mayday via vores Iridium Go Satellit forbindelse. Her fik jeg kontakt med GEOS alarmcenter i Texas, USA.

De fik oplyst vores position og situation (at vi var ved at synke). Derefter afbrød jeg kommunikationen, da det efterhånden var ret vildt med redningsflåden på siden og de store bølger.

Trykkede på alarmknap på VHF

Jeg gik ned og trykkede på alarm knappen på VHF’en, uden megen tiltro til at nogen ville opfange signalet. Derefter fik jeg fat i de sidste ting til redningsflåden og kravlede ned i den. Nede i redningsflåden fortrød jeg at jeg ikke havde afsendt et manuelt mayday, så jeg gik igen ombord på Gwendoline.

Jeg aktiverede VHF radioen og udsendte det manuelle mayday.

Da jeg frigav sendeknappen, hørte jeg den bedste sætning jeg nogensinde har hørt:

“Captain on Gwendoline, this is the Captain on sailing vessel Filizi. We are 10 nautical miles behind you. We have your position and we are coming to rescue you”.

Jeg svarede: “Thank you Filizi. Gwendoline is flodding fast. We are going into the liferaft. I am leaving the boat now”.

Så smed jeg VHF’en og gik i redningsflåden hvor Lene ventede.

2 sekunder mere og Lene var drevet væk uden Kim

Jeg var lige akkurat kommet ned i flåden, da linen, hvormed den var fastgjort til Gwendoline, sprang.

Var jeg kommet 2 sekunder senere, ville Lene være drevet væk med redningsflåden, og jeg ville stå alene tilbage på den hurtigt synkende Gwendoline M.

Klokken var nu blevet 19.40, og der var gået 1 1/2 time siden vi ramte noget i vandet.

I redningsflåden havde vi medbragt sikkerhedsudstyr i form af 7 nødraktter, 3 røgbomber, 4 PLB’er, 1 Epirb, en SAR Radar Transponder samt 2 håndholdte VHF’er.

Derudover havde vi 2 stk. 8 personers 48 timers grab bags indeholdende føde i form af sukker samt vand i små poser, fiskegrej, signalspejl og søsygepiller.

10 liter vand  med i redningsflåde

Da vi regnede med at skulle tilbringe 2-3 døgn i flåden havde Lene også sørget for 2 dunke med hver 5 liter vand.

Vi havde også pas og skibspapirer samt lidt ekstra tøj.

Derefter var det bare om at bevæbne sig med tålmodighed, mens Filizi og Inspire kom til vores undsætning.

De to håndholdte VHF’er samt SAR Radar Transponeren skulle snart vise deres kæmpe store nytte.

Efter ca. en time kom SAR Radar Transponeren til live. Den udsender et lille lys- og lydsignal signal hver gang den rammes af en radar stråle. Dette signal opfattes af radaren og konverteres til en “ost” på radarskærmen, så man får en meget præcis position for transponderens placering.

Vi hørte kort efter Inspire kalde Filizi og meddele at de havde en præcis position for “Liferaft Gwendoline”.

Da Filizi og Inspire kom endnu tættere på, kunne vi selv kommunikere med dem via de håndholdte VHF’er.

Det betød moralsk rigtig meget for både os men også vores redningsmænd, idet vi hele tiden kunne bekræfte, at vi var ok samt oplyse vores til stadighed nye position.

Vores VHF’er indeholder nemlig egen GPS, så vi kunne hele tiden oplyse vores koordinater til Filizi og Inspire.

Kl. 21.40 var Filizi så endelig nået frem til vores position, som var 6 km væk fra hvor vi udsendte vores mayday.

Så er vi reddet

“Så er vi reddet”, råbte jeg glad til Lene, da jeg så Filizi 50 meter væk.

Lene kiggede mig dybt i øjnene og sagde: ”Vi mangler stadig at komme ombord på Filizi”.

Jeg kiggede igen ud på det nattesorte og oprørte hav, og jeg må indrømme, at det der gik op for mig, at vi nemt kunne dø af det her.

Vi fik kastet en gummiring med en lang tynd line over på Filizi.

Trækket var så stort, at Filizi ikke kunne holde på den, så jeg måtte trække linen “hjem” igen og forsøge en gang til.

Det tog Filizi 5 minutter at få båden manøvreret på plads igen og jeg kastede gummiringen en gang til.

Denne gang var Filizi bedre forberedt på redningsflådens massive træk, og de fik manøvreret os om til deres agterstavn.

Her fik vi et større tov kastet ombord, så vi bedre kunne styre redningsflådens vilde bevægelser i de 3-4 meter store bølger.

Lene kom hen på siden af mig, og George (kaptajn på Filizi), tog Lenes sikkerhedsline og flåede hende ombord på Filizi. Det gik så stærkt, at Lene først registrerede at hun var ombord på Filizi, da hun sad i cockpittet.

De næste fem minutter gik med at få læsset vores papirer, tøj og computere ombord ombord på Filizi.

Redningsflåden svingede op til 6-7 meter ind og ud fra Filizi’s agterstavn, så det var både fysisk og psykisk krævende.

Til sidst havde vi fået vores vigtigste ting med fra redningsflåden, og vejr guderne besluttede sig for at være lidt milde.

Det næste halve minut lå redningsflåden helt stille og klods op ad Filizi, så jeg kunne rejse mig op og stige lige ombord, som om vi lå i en rolig havn.

Vi overvejede at stikke hul på redningsflåden, men vi måtte opgive på grund af vejrforholdene.

Klokken var nu blevet 22.20. Vi kunne på Filizis VHF høre Inspire kalde den New Zealandske redningstjeneste, for at aflyse det F16 fly de havde sendt på vingerne, for at finde vores præcise position.

Kom til Tongo 36 timer senere

Vi kom i land i byen Neiafu på øen Vava’u i Kongeriget Tonga 36 timer senere.

Vi havde mistet alt, men vi var i live og uden væsentlige skader.

Vi fik senere at vide, at den norske katamaran Katta også havde bistået redningsaktionen ved at varetage kommunikationen med Niue Radio.

Redningsaktionen kostede George, kaptajnen på Filizi et brækket riben.

Vi vil ALTID være Karina Sandri og Yorgos Charakoglou (George) taknemmelige for at de satte deres eget liv på spil for at redde vores.

På billedet ses besætningerne fra Gwendoline M, Filizi, Inspire og Katta.

Lene og Kim David Egtved
Neiafu - Tonga

OPDATERING:
1. Vi ved IKKE hvad vi ramte.
2. Det var uheldet der ikke kunne ske, idet Gwendoline M er langkølet og roret sidder i direkte forlængelse med kølen og er fæstet forneden i en massiv stålbjælke.
3. Gwendoline M vejer 28 ton. Tænk på de enorme kræfter der udløses nå 28 ton med 6 knob bringes til øjeblikkelig stilstand. Det har flået hele ror konstruktionen i stykker.
4 På grund af den massive vandindstrømning var det ikke muligt at få visuel overblik over selve skaden.
5. Et sejl svøbt udvendigt omkring skadestedet blev overvejet men opgivet grundet vejrforholdene.

Læs mere om sejlerne på deres facebook-side