Ida, Marie og Lin fik grin og tårer frem i Aarhus under fejring af VM-medaljer
Ida Marie Baad og Marie Thusgaard brillierede med fortælling fra Medal Race ved VM i 49er, mens Nacra 17 VM-sølvvinder Lin Cenholt fastholdt 100 Aarhus-sejlere med hendes hjerteskærende fortælling, så ikke et øje var tørt. Det fortæller Minbaad.dks fotograf Peter Brøgger.
På trods af den travle juletid havde mere end 100 sejlere fra Aarhus Sejlklub valgt at bruge lørdag formiddag på at fejre de hjemvendte helte fra VM i New Zealand.
Ida Marie Baad og Marie Thusgaard vandt VM-bronze i 49er, mens Lin Cenholt og gast Christian Peter Lübeck snuppede VM-sølv i Nacra 17.
Aarhus Sejlklub havde inviteret til fejring - og det med god grund. VM-resultaterne var fantastiske, det fortæller fotograf Peter Brøgger i denne artikel.
Ud over flotte taler fra formanden for Aarhus Sejlklub, Aarhus Kommunes kulturudvalg og Idrætssamvirket, brillierede Ida og Marie med en helt suveræn fortælling fra Medal Race.
Spænding og tårer
En fortællingen, der var så god, at man tydeligt kunne fornemme spændingen fra sejladsen - alle lyttede åndeløse.
Herefter overtog Lin og fastholdt os alle med hendes hjerteskærende fortælling med opfyldelse af deres store drøm om en medalje ved VM - der var bogstaveligt talt ikke et øje tørt, da Lin fortalte.
De to fortællinger viser også, at sejlerne er meget dygtige til andet end deres sejlads.
Precht fortalte om 10. plads med Warrer
For at det nu ikke blev HELT GIRL POWER fortalte 49er-gast for Jonas Warrer, Jakob Precht om deres kamp og glæde ved at få en top 10. plads, et år hvor resultaterne har svinget.
Århus Sejlklub bød på mad, øl, vin og mad og der var en super hyggelig stemning.
Nu kan vi glæde os til februar, hvor de samme teams sejler VM 2020 i Australien - mon ikke der er basis for en fest igen.
JEG TROR PÅ DET
Med sejlerhilsen fra en glad deltager
Peter Brøgger
NB. Peter Brøgger er fotograf og skal til OL for Minbaad.dk i Japan. Han er også aktiv Folkebåds-sejler og medlem af Aarhus Sejlklub.