Gå til hoved-indhold
Havne
Københavns Havn skal være helt fri for vandscootere, fortæller Københavns Kommune. Foto: Troels Lykke

Politikommissær: Spred budskabet - det er ulovligt at sejle på vandscooter i Københavns Havn

Der har været en enkelt hændelse denne sommer, hvor en vandscooter sejlede ind i Københavns Havn, men hurtigt blev stoppet af politiet og forlod havnen igen med en bøde i lommen på 13.500 kr.

Af Troels lykke |

Selvom det ikke er tilladt at sejle med vandscootere og jetski i Københavns Havn, er flere blevet stoppet på vej ind i havnen. De kendte ikke reglerne. Derfor opfordrer By & Havn og Københavns Politi nu til, at man spreder budskabet blandt førere af vandscootere og jetski.

Det har aldrig været tilladt at sejle med vandscootere og jetski i Københavns Havn uden særlig tilladelse. Alligevel sejlede en flok vandscootere med høj hastighed ind i Københavns Havn i sommeren 2017.

Udgangen blev en tragisk ulykke, hvor to kvinder mistede livet. Siden da er forskellige tiltag iværksat for at afholde vandscootere fra at sejle ind i havnen og styrke sikkerheden, skriver By & Havn.

Skiltningen er øget, og i sommeren 2018 blev indsejlingen til havnen ved slusen afspærret, så vandscootere slet ikke kunne komme ind i Københavns Havn sydfra. Desværre var det også til gene for de små fritidssejlere i havnen. 

Derfor afprøver By & Havn og Københavns Politi denne sommer en ny løsning, hvor indsejlingen til havnen er delvist afspærret, så man kun kan sejle gennem en enkelt passage i de såkaldte stigborde. Og resultatet tegner positivt.

Fortsat risiko for at havnen spærres af

I én af de lokale ro- og kajakklubber nær stigbordene mærker man tydeligt en positiv effekt af den begrænsede indsejling.

For nogle år siden så vi flere gange om ugen vandscootere sejle igennem havnen, ofte i høj hastighed. Det gør det meget utrygt at være på vandet, og der var flere farlige situationer inden den tragiske ulykke i 2017.

Derfor er det en stor lettelse, at problemet stort set er kommet til livs, og at vandscooterne holder sig ude på de store, frie vandarealer, hvor de kan sætte fart på maskinerne, fortæller Per Ottesen, formand for Amager Ro- og Kajakklub.

Fik bøde på 13.500 kr.

Der har været en enkelt hændelse denne sommer, hvor en vandscooter sejlede ind i Københavns Havn, men hurtigt blev stoppet af politiet og forlod havnen igen med en bøde i lommen på 13.500 kr.

På trods af de gode resultater denne sommer er der fortsat risiko for, at den nye løsning lever på lånt tid, fortæller Kristian Wederkinck Olesen, kommunikationschef i By & Havn.

”Vi arbejder for at skabe en sikker og tryg havn for alle, og det betyder blandt andet, at Københavns Havn skal være helt fri for vandscootere. Vi håber og ønsker at stigbordene permanent kan være åbne for gennemsejling, men hvis der endnu en gang ses en vandscooter i havnen, er der desværre stor risiko for, at vi bliver nødt til at spærre af igen, fordi sikkerhedsrisikoen simpelthen er for stor”.

Spred budskabet

Jonas Wybrandt, der er politikommissær i Københavns Politi erklærer sig enig i, at der kun skal en enkelt vandscooter til for at ødelægge det for de mange, og han kommer med en opfordring til vandscooterførerne:

”Det skaber stor utryghed, når en vandscooter forvilder sig ind i havnen. Det er ulovligt og noget, vi tager meget alvorligt. Derfor får man også en bøde, hvis man sejler ind i Københavns Havn på vandscooter eller jetski. Vi opfordrer derfor til, at man som bruger af havnen sætter sig ind i de lokale havneregler og at man spreder budskabet blandt andre med vandscootere.”

Den delvise afspærring af stigbordene vil blive evalueret af By & Havn og Københavns Politi, når sommersæsonen 2019 er ovre, med henblik på at vurdere, om løsningen kan gøres permanent.

FAKTA – regler for vandscootere:
Københavns Havn er reguleret gennem havnereglementet. Heraf fremgår det, at al sejlads med vandscootere og jetski ikke er tilladt og kan straffes med bøde. Dog kan der søges om særlig tilladelse til brug af vandscootere.
Hvis du sejler vandscooter uden for Københavns Havn har Søfartsstyrelsen syv huskeregler:
Du skal medbringe dit vandscooterbevis (som fører af vandscooter)
Sejl ikke nærmere kysten end 300 meter
Max 0,5 promille i blodet
Der skal være rednings- eller svømmevest til alle
Søvejsreglerne gælder også for vandscootere
Overhold lokale sejladsbestemmelser
Du skal medbringe dokumentation for, at forsikringsforholdene er i orden
Læs en uddybning af reglerne www.soefartsstyrelsen.dk/SkoleFritidssejlads/Fritidsfartoejer/Vandscootere

 

content-loader
content-loader
content-loader