Ti husbåde skal skabe nyt liv i Grenaa Marina
Der bliver længere mellem sejlerne i Grenaa. Marinaen søger derfor nye veje med husbåde fra Zunshine Living, der kan trække anderledes målgruppe mod havneområdet.
Motorbåde, fiskejoller og sejlskibe kommer i fremtiden til at lægge side og side med husbåde på havnen i Grenaa.
Ti nye, beboelige både fra Randers-firmaet Zunshine Living er således på vej til marinaen til foråret. Det skriver Randers Amtsavis.
Skal forbedre økonomien
Færre lystsejlere har de seneste år kastet fortøjningerne i havnen, hvilket nu får ledelsen til at søge mod andre græsgange:
- Der er en tilbagegang af sejlere, og det betyder noget for økonomien, forklarer formand for Grenaa Marina, Poul Petersen, til Randers Amtsavis, og fortsætter:
- Derfor har vi også arbejdet på, hvordan vi kan forbedre økonomien i marinaen, og husbådene er en af måderne.
Bolig på vandet
De ti husbåde, der bliver af typen Zunshine Living 70, skal være et friskt pust på havnen.
Noget, der meget vel kan lykkes med modellen, der indflytningsklar koster 2.095.000,00 kr. og leveres med vedligeholdelsesfrie og brandsikrede facader.
Bådene er således designet på en synkefri platform i højstyrke beton og har et boligareal på hele 61 kvadratmeter, hvormed de inde såvel som ude adskiller sig betragteligt fra havnens øvrige og langt mere klassiske fartøjer.
Kilder: Randers Amtsavis og Zunshine Living