Tilmeldingen åbnet til første Ullmann Sails 1Star Race - kun 50 startnumre
Det er nu muligt at sikre sig en plads ved den første udgave af Danmarks nye solosejlads. Den 28. september går starten, hvorefter deltagerne skal sejle 35 sømil rundt om Tunø.
Fem minutter tog det at sælge 110 startnumre til AFI 2Star i marts.
Så hurtigt kommer det næppe til at gå, når doublehands-sejladsens nye søstersejlads, Ullmann Sails 1Star Race, for første gang skydes i gang lørdag den 28. september.
Alligevel bør håbefulde solosejlere ikke vente for længe, hvis de vil være sikre på at se deres navn skrevet på deltagerlisten. Blot 50 både kan nemlig være på startlinjen ved jomfrusejladsen.
Én båd på startlinjen
En sejlads, der i grove træk leder deltagerne de omkring 35 sømil fra Aarhus og rundt om Tunø. Blot én dag skal bådejerne derfor afsætte til solosejladsen, der bliver uden dramatik på startlinjen:
- Vi laver en "omvendt respitstart". Det vil sige, at vi kun har én båd på startlinjen af gangen, men med kort interval mellem dem, forklarer stævneleder Kenneth Meier-Andersen i en mail til Minbaad.dk.
I bådene kan såvel nye som garvede singlehand-sejlere sætte sig ved rorpinden. Utallige solosejladser er nemlig på ingen måde et krav fra arrangørerne fra Aarhus Sejlklub, der i stedet håber, at den overskuelige distance kan lokke nye solosejlere på banen.
Festmiddag på restaurant
Allerede fredag aften kan sejlerne gå ombord i sejladsens sociale hjørne. Her åbner bureauet på havnen, mens der tændes op i grillen og serveres salatbuffet og øl fra det lokale mikrobryggeri Humleland.
Når deltagerne et døgn senere igen mødes i Aarhus Havn efter endt sejlads, er det atter omkring aftensbordet. Denne gang placeret i det gamle bådværft hos den populære restaurant VinDanmark, hvor der desuden vil være præmieuddeling.
- Festmiddagen er et socialt arrangement, og du er velkommen til at købe ekstra billetter til aftenen, understreger arrangørerne fra Aarhus Sejlklub i stævneinvitationen.
De første deltagere har allerede meldt deres ankomst til solosejladsen. Du kan følge i deres kølvand her.