Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Frederikshavn Seahawks under sidste års sejlads med skipper Kris Houmann ved roret. Foto: Nord Stream Race.

Peter Warrer og unge KDY-talenter skal kæmpe i Østersøen i ClubSwan 50

Fra den 23. juni skal Danmark fra Kiel starte årets store kapsejlads i Østersøen, Nord Stream Race. Dagen efter er de i København med de eksklusive ClubSwan50-både. Arrangørerne bag håber at forbinde Østersøen via sporten.

Af Maria Ravn Jürgensen |

Nord Stream Race begynder den 23. juni i Kiel og rammer København dagen efter. Siden skal holdene fra Sverige, Finland, Rusland, Tyskland og Danmark forbi Stockholm og Helsinki, inden man rammer Skt. Petersborg i begyndelsen af juli.

Her skal en vinder kåres, måske den danske båd bestående af talenter fra KDY.

Vil forene sportsfolk

I værtsbyerne vil en række kulturelle arrangementer udfolde sig som en del af visionen om at 'forbinde Østersøen via sport'. Sejladsen har fundet sted årligt siden 2012 og er arrangeret af Skt. Petersborgs prestigefulde Yacht Club.

Elena Soloveva er klubbens projektchef. Hun udtaler:

- Vores mål er, at Nord Stream Race ikke bare er en regatta, men et event i Østersøen, der udvider begrebet 'connecting'. Nord Stream Race forener sportsfolk, som kæmper om titlen som den bedste sejlsportsklub i Østersøen, og de nationale hold er støttet af tusinder af fans.

Den kongelige danske yachtklub har vundet Sejlsportsligaen og har dermed retten til at stille op for Danmark i den potente kapsejlads.

Ligeså har de øvrige klubber vundet deres nationale ligaer.

Monster af en båd

Skipperen på det danske hold er erfarne Peter Warrer, der er tidligere dansk verdensmester i Optimistjolle og Melges 24-sejler. Han udtaler:

- Nord Stream Race er en af de mest interessante kapsejladser, vi har i Østersøen. Bådtypen - en ClubSwan 50 - er en Rolls Royce, lidt af et monster af en båd. Den er hurtig og lavet i ren kulfiber, og den kræver meget af sin besætning. Det bliver en spændende og hård sejlads, forklarer han.

Se nærmere på bådene her.

Der vil være mulighed for at besøge besætningerne under en sejlads ved Aarhus i ugerne inden selve kapsejladsen.

Selve Nord Stream Race med de dyre både lander i Danmarks hovedstad den 24. juni og en 'inshore sejlads' afholdes ud for Tuborg Havn, hvorunder besætningerne gerne tager udvalgte erhvervsfolk og journalister med ombord.

Et udpluk af talenterne

Hans-Christian Rosendahl og Lars Peter Rosendahl er tvillinger på 23 år. De to Rosendahl'er har allerede stor erfaring i offshoresejlads og var sidste år med på den vindende båd i The Nations Trophy-racet i Middelhavet, den førende konkurrence inden for ClubSwan50-klassen.

Tvillingerne har ledende roller og sætter blandt andet holdet op inden og under sejlads.

Kristian Kirketerp på 25 år er bror til Martin Kirketerp, der vandt OL-guld i 49'er ved OL i Beijing 2008.

Anders Yde er med sine blot 20 år den yngste mand om bord.

content-loader
content-loader
content-loader