Faderfiguren i fransk solosejlads snupper sejren i Golden Globe Race
Tirsdag formiddag krydsede Jean-Luc van den Heede som den første mållinjen i den udfordrende jorden rundt-sejlads. Knap syv måneder nåede sejleren at tilbringe på vandet. Mark Slats, toer i sejladsen, har fået tidsstraf.
Efter 211 dage til søs kunne den første mand i Golden Globe Race tirsdag formiddag ved 11-tiden krydse mållinjen.
Selvom en grålig himmel dannede baggrunden for ankomsten, strålede Jean-Luc Van Den Heede på sin Rustler 36, da han foran hundredvis af fremmødte tilskuere for første gang i knap syv måneder kunne sætte sine ben på fast grund.
Sværere end Vendée Globe
Trods sine 73 år formåede skipperen, der regnes som en faderfigur indenfor solosejlads i Frankrig, at sejle fra de øvrige singlehandsejlere, hvoraf hele tolv har måttet give op undervejs.
Van Den Heede kender da også om nogen vejen rundt om jorden. Hele fem gange før har han krydset sin egen kølvandsstribe. Denne sjette jordomsejling er dog særlig - noget, franskmanden var klar over allerede inden afgangen i juli:
- Fra alle mine oplevelser er jeg klar over, hvilke vanskeligheder denne kapsejlads bringer. De langsomme hastigheder i disse ældre både med deres lange køle, fraværet af vejrinformationer, tabet af al elektronik og afhængigheden af en sekskant for at plotte positioner, manglen på terrestrisk kontakt og erstatningen af en elektrisk autopilot med et vindror med selvstyring, vil gøre denne test endnu mere tilfældig og svær end Vendée Globe, forklarede han dengang.
Teammanager ville advare Slats
Der går endnu et par døgn, før næste mand, hollandske Mark Slats, kan kaste fortøjningerne i Frankrig - en tid, der sågar forlænges yderligere, efter at sejleren tirsdag var i radiokontakt med sin teammanager. Noget, der er forbudt for sejlerne, der udelukkende må modtage information som vejrmeldinger og lignende fra raceledelsen.
Det forbud valgte teammanageren dog at trodse, da en meterolog i Holland på det kraftigste frarådede ham Slats' videre sejlads mod mållinjen i den stormfyldte Biscaybugt. En sejlads, som ledelsen i Golden Globe Race ellers netop havde anbefalet Slats over radioen.
Hvor lang tidsstraffen bliver, er endnu ikke afgjort. Læs hele korrespondancen mellem Slats' teammanager og raceledelsen her.
Kilde: Golden Globe Race