Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Armene røg til vejrs efter Platoon-holdets sejr i weekenden. Foto: 52 Super Series / Facebook

Kirketerp og tyske Platoon vinder første afdeling af 52 Super Series

Danskeren får den bedst mulige sæsonstart i den dygtige og dybt professionelle klasse. Boathandlingen var i top blandt sejlerne på det tyske team, der ikke gav sig tid til at fejre triumfen.

Af Sara Sulkjær |

De foregående sæsoners toer i TP52-klassen, tyske Platoon, er kommet flyvende fra start i 2019. 

Ved weekendens første sæsonevent kunne teamet, der har danske Martin Kirketerp ombord, lade sig hylde på podiets øverste trin som vinder af stævnet i spanske Menorca, ét point foran tyrkiske Provezza på andenpladsen.

- Vi sejler ganske hurtigt i de fleste forhold, starter fornuftigt og har samtidig været forskånet for fejl omkring håndteringen af båden, forklarer den danske aft grind til Minbaad.dk.

Fejl koster dyrt

Netop den gode boathandling – og ikke mindst manglen på samme – er yderst afgørende i serien, der består af tolv dybt professionelle teams fra hele verden. 

Få fejl kan blive dyre, når nogle af verdens bedste sejlere mødes på startlinjen: 

- Det er ikke erfaringen, der halter på nogen af bådene. Gennemsnitsalderen er nok omkring de 50 år, men når tingene engang imellem bliver for pressede, kan der ske fejl, påpeger Kirketerp, der med en alder på 36 år er blandt de yngste i feltet. 

Selvom smilene var store på Platoon-båden, da sejren kom i hus, ventede derfor hverken dyre champagneflasker eller en lang nats fejring for de ambitiøse sejlere. De fleste satte i stedet kursen mod lufthavnen så snart, fotograferne havde knipset de obligatoriske holdfotos fra præmieoverrækkelsen.  

- Det er dét, vi laver til dagligt, så vi ville egentlig gerne bare hjem. For os er det bare ét stævne ud af fem, understreger Kirketerp. 

Tilfreds med top-3

I horisonten lurer i stedet sæsonens store drøm. Drømmen om at stå øverst på podiet, når den samlede vinder kåres i september: 

- Vi må se, hvordan sæsonen skrider frem. Det er ikke umuligt for os, men mindre kan også gøre det, slutter Martin Kirketerp, der vil være tilfreds med en placering i top-3.

Næste stævne for Kirketerp og de øvrige TP52-sejlere skydes i gang i Puerto Sherry, Spanien, den 18. juni.

content-loader
content-loader
content-loader