Pantaenius og Vallensbæk Sejlklub indgår samarbejde om sikkerhed
For at styrke sikkerheden omkring aktiviteterne har Pantaenius og Vallensbæk Sejlklub indledt et samarbejde omkring at øge sikkerheden for alle. Blandt andet om livredende førstehjælp, brug af hjertestarter, redningsplan.
Vallensbæk Sejlklub sejlerskole er fuldt booket, og sejlere er på venteliste. Ungdomsafdelingen er mere end firdoblet over de sidste tre år, og mere end 50 unge sejlere er nu registreret i klubben.
Klubben i Køge Bugt afvikler årligt et større antal stævner, aktuelt i 2019 hele seks store stævner, nationale og internationale mesterskaber.
Alt det kræver mere fokus på sikkerhed, mener Vallensbæk Sejlklubs Kenneth Bøggild.
"Med mange mennesker i sejlklubben og på havnen, hvoraf rigtig mange aldrig har sejlet tidligere, ja så er kravet til sikkerheden høj. For at styrke sikkerheden omkring aktiviteterne har Pantaenius og Vallensbæk Sejlklub indledt et spændende samarbejde omkring at øge sikkerheden for alle."
Samarbejdet går ud på, at der for alle involverede frivillige bliver igangsat en sejlsportsfokuseret intern uddannelse. Med det formål at alle frivillige tilknyttet sejlklubben kan reagere korrekt, hvis der skulle opstå en kritisk situation, samt naturligvis forebygge at situationer opstår.
Elementerne i uddannelsen er:
• Kursus i livredende førstehjælp, med fokus på de uheld som kan opstå på vandet
• Vejledning i brug af de hjertestartere som er opsat på havnen
• Kendskab til VSK generelle sikkerhedsplan herunder evakueringsplan og redningsplan, så f. eks et redningskøretøj kan guides det rigtige sted hen.
Udover de direkte livreddende indsatser vil alle frivillige tilknyttet de to afdelinger også blive uddannet i, hvordan klubbens sikkerhedsbåde fungerer, hvor nøglerne til bådene hænger, samt naturligvis få adgang til dette udstyr.
Så når der skal udføres søredning, så kan instruktørerne og trænerne uhindret få adgang til og betjene de sikkerhedsbåde, klubben råder over, lyder det fra sejlklubben.
" En udfordring for klubben og dens mange aktive medlemmer har været genkendelighed, dvs. dels for de mange frivillige at vide hvem som har en rolle i klubben, dels for de mange sejlerskoleelever og ungdomssejlere at vide hvem som de kan og skal henvende sig til, dels i dagligdagen i klubben, men naturligvis også hvis der opstår kritiske situationer," forklarer Kenneth Bøggild.
Logo og funktionsbeskrivelse på sejlerjakke
For at imødekomme denne udfordring vil alle involverede, som har gennemført uddannelsen i klubben, blive udstyret med en profil jakke med tydeligt Vallensbæk Sejlklub logo, funktionsbeskrivelse markeret på ryggen, samt naturligvis information om at bære af jakken er en del af det sikkerhedsteam, som skal være med til at skabe rammen for en tryg aktiv fritid på vandet.
"En sådan indsats for at styrke sikkerheden udløser naturligvis en masse planlægning, men også ekstraordinære omkostninger for Vallensbæk Sejlklub. Derfor var glæden ekstra stor, da Pantaenius viste interesse for at støtte projektet og derved blive sikkerhedspartner og sponsor for projektet," forklarer Kenneth Bøggild.
Pantaenius: Det handler om forberedelse
Gert Toft, Direktør Pantaenius:
”Sikkerhed på vandet og i havnene er i sagens natur en væsentlig del af det, vi i Pantaenius arbejder med. Vores erfaring er, at sikkerhed ofte handler om at være korrekt forberedt til de situationer, som kan opstå, samt hvis situationen opstår være rustet til at løse situationen bedst mulig. Vallensbæk Sejlklub er en aktiv klub, og vi har igennem mange år været involveret i klubben, dog fortrinsvis i forbindelse med deres mange kapsejladser som sponsor. Når en aktiv klub søsætter et sådan nyt projekt, som Vallensbæk Sejlklub nu går, hvor fokus er sikkerhed på land og vand, så er det jo oplagt, at vi vil hjælpe. Derfor er vi rigtig glade for at få lov at være med til at udvikle dette lokale pilotprojekt. Vi håber, at andre sejlklubber vil se med på sidelinjen og måske udvikle noget tilsvarende, så at sikkerheden i og omkring vores herlige sport kan sikres”.
Vallensbæk Sejlklub vil inspirere andre klubber
Kenneth Bøggild, Vallensbæk Sejlklub:
”At få en så stærk partner med i dette projekt er helt enestående. Dels sikrer Pantaenius projektets opstart ved en økonomisk håndsrækning, men også via den viden som Pantaenius har omkring sikkerhed til søs, sikrer vi, at projektet udvikler sig i den rigtige retning. Jeg håber, at vores projekt kan inspirere andre sejlklubber til at skabe øget fokus på sikkerhed. Specielt i denne periode hvor der kommer rigtig mange nye sejlere ned i sejlklubberne, som ikke har sejlerbaggrund, som ønsker at starte op”.
Projektet startes op i efteråret 2019, så der til foråret 2020 vil være en stribe nyuddannede frivillige med de rette kompetencer og personlig tryghed til at tage ansvar, hvis en situation skulle opstå.