Finn: Otto Strandvig giver førstehjælp til tidligere konkurrencejolle
Jollen, der førhen havde de bedste tyske sejlere ombord, har fået nyt liv i Danmark. To kilo spartelmasse har Strandvig blandt andet fjernet fra jollen, der præsterer over forventning i de indledende tests. Christian Gunni hopper i jollen ved årets VM i Skovshoved.
Det er et sørgeligt syn, der møder Finnjolleklubbens formand, Jens Kristian Andersen, i Tyskland.
Finnjollen, som tyske Andrew Menkart i 1980 anvendte i forsøget på at sikre sig en OL-billet og som tidligere har fået en fjerdeplads ved Gold Cup, står langt fra fordums styrke.
En ordentlig portion spartelmasse har fundet vej til Vanguard-jollen, der på ingen måde ligner den toptrimmede kapsejler, der førhen har huseret på startlinjer verden over.
Ny dobbeltbund
Men under det klodsede ydre lurer potentialet. Hverken Jens Kristian Andersen eller Danmarks suveræne Finnjolle-sejler, Otto Strandvig, er i tvivl.
15.000 kroner smider optimisterne derfor for jollen, der efterfølgende kommer under Strandvigs vinger. Her venter kærlig pleje, der trods hjælp fra adskillige medlemmer af den danske Dinnjolleklub kommer til at koste 50-70 timer i garagen:
- Det skal vi slet ikke tale om. Min kone synes, at det har taget al for lang tid, forklarer Strandvig leende.
Selvom Strandvig med egne ord ’ikke er den store håndværker’, kaster han sig med stor iver over restaureringsprojektet.
To kilo spartelmasse og maling bliver slebet af, hvorefter dobbeltbunden kan pilles ud, båden forstærkes med epoxy og glasfiber, inden en ny dobbeltbund til sidst finder sin vej til jollen.
Optimal vægtfordeling
Hverken slibning eller glasfiberarbejde giver dog sejler og hjælpere grå hår. I stedet er det vægtfordelingen i jollen, der kan forvandle nattesøvn til lange timer med spekulationer om de kommende renoveringsprojekter.
Med god hjælp fra Finnjolleklassens måler lykkes det. En række tests har vist, at jollens vægt næppe kan fordeles mere optimalt:
- Den ligger fuldstændig perfekt som en af de bedste i Danmark. Faktisk har jollen den mest optimale vippe-radius, vi umiddelbart kan finde i vores danske kartotek, fortæller en glad Strandvig.
Også på kapsejladsbanen har jollen fundet sejrskursen. Under forrige søndags indledende prøvesejladser gik jollen mere end de fem knob på kryds i 3-4 sekundmeter, som er kutyme blandt de konkurrencedygtige både.
Håber på sensation
Med få timers småreparationer tilbage på to-do-listen kan Finnjollen snart leveres til letvinds-specialisten Christian Gunni, der får æren af at gå ombord på jollen ved det kommende Masters VM i Skovshoved:
- Vi har en idé om, at den er særdeles hurtig i let luft sammenlignet med de nyere både, da den er slankere og bygget til de gamle trekant-baner, forklarer Strandvig.
Håbet er derfor, at den ældre båd, der udadtil bestemt ikke syner af meget, kan overraske de øvrige VM-sejlere og samtidig blive et levende eksempel på, hvordan det for billige penge og knofedt er muligt at gøre en god figur i kap-klassen:
- Hvis vi er rigtig heldige, bliver det lidt af en sensation, slutter Otto Strandvig, der fortsat ikke kender jollens skæbne efter VM-stævnet i midten af juni.