Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Den tidligere danske mester i Ylva, Leif Pehrson, vandt Palby Fyn Cup efter DH. Foto: Ole Thrane, Bogense Sejlklub
Kapsejlads
Kapsejlads
Leif Pehrson og gaster ses her under Classic Fyn Rundt for få år siden, da båden lå i Kerteminde. Foto: Troels Lykke

Portræt af 70-årige Leif Pehrson der vandt Palby Fyn Cup 2019 efter DH

De gamle danske både kan stadig. Ylva-sejler og nidobbelt Ylva-DM-vinder Leif Pehrson fra Bogense Sejlklub bankede alle i årets Palby Fyn Cup efter DH. En anden Ylva fulgte lige efter. Læs her om ejeren af Den Røde Løber.

Af Troels lykke |

Leif Pehrson vandt Palby Fyn Cup 2019, efter han drønede rundt om øen på 20 timer og 41 minutter med de skarpe gaster Jan Madsen, Lars Hessellund og Jørgen Sørensen.

Derefter fulgte en Ylva med skipper Bo Lindegaard og en ScanKap 99 med Christian Andersen. (Se overaltresultater her)

Minbaad.dk interviewede Leif Pehrson i 2014. Her er lidt uddrag fra artiklen om Leif Pehrson, der altid er smilende og beskeden.

Men tag ikke fejl, på banen er den 70-årige pensionerede skolelærer skarp og dybt seriøs.

Han er især god til at få den 2,28 meter smalle båd til at sejle hurtigt, fordi han er god til at koncentrere sig. Og samtidig er hans båd fra 1984 altid er i tip-top stand med den nyeste bundmaling, der vandslibes med fint sandpapir før et stort stævne. 

Ni gange har Bogense-sejleren vundet DM i Ylva-klassen, hertil kommer en del sølv- og bronzemedaljer ved DM, siden han købte sin halvfærdige Ylva for 35 år siden, hvorefter han apterede 40 fods-båden færdig.

For når båden ligger stille i havnen, er vandlinjen kun ni meter lang, men ved krængning bliver vandlinjen over to meter længere, da for- og agterhang kommer i spil.

Designer var inspireret af skærgårdskrydsere

Konstruktøren, Steen Kjølhede, har tydeligvis, i starten af 1970'erne, været inspireret af de klassiske, elegante skærgårdskrydsere.

Stævnen er nemlig sylespids, og båden stamper ikke i bølgerne. Men i stille luft er den underriggede Ylva ikke specielt hurtig. Der mangler den sejl, da krydsstellet kun er 40,50 kvadratmeter.

 - Cockpittet er dybt og det er virkelig godt at arbejde i, også når man sejler alene, siger Leif Pehrson.

22,8 knob for storsejl

I hård luft spadserer den gamle danske konstruktion fra 1970'erne til gengæld af sted.

- På læns er den helt stabil, når spileren kommer op i selv 15-16 m/sek., men så står vandet ud til siderne - helt op til de første salingshorn. Jeg har før sejlet 22,8 knob i båden under en transportsejlads i 24 m/sek. Da var der så meget vand, at jeg overhovedet ikke kunne se noget, mens vi surfede på bølgerne ved Sjællands Rev. Det var bare med at holde roret lige, så vi ikke væltede, siger Leif Pehrson.

Dengang tog Steen Kjølhede sejr overalt efter DH-reglen og kom først i mål i sin nye Ylva i Sjælland Rundt, da over 1500 både deltog i sejladsen.

Det er da også i Sjælland Rundt, at Leif Pehrson har præsteret sin største triumf, kort efter at han købte båden og apterede den i 1984.

- Vi blev gruppevindere. Jeg var 35. båd i mål, og der var over 2000 både på startlinjen i Sjælland Rundt. Det var min største præstation, siger sejleren, der tit har sejlet med gasterne Jan Madsen, Ulrik Meyer og datteren Signe Pehrson.

Holdet har gennem årene vundet langt over 20 Fyn og Sjælland Rundt-løb. Faktisk kan Leif Pehrson ikke huske det præcise antal.

Datter er gast

Netop datteren er Leif Pehrson begyndt at sejle tomands-sejlads med, for eksempel i Aarhus TwoStar, hvor de blandt andet er blevet nummer tre overalt efter folkebådene et år.

- Folkebådene burde virkelig sejle i et løb kun for både uden spiler, for de er umulige at slå, når der bare er lidt vind, siger fynboen, der også blev slået af en Folkebåd under Classic Fyn Rundt.

Men at sejle med sin nu 29-årige datter er en stor fornøjelse:

- Både, når vi sejler to personer på båden, eller når hun sejler med til DM, er der en god stemning mellem os. Der er ingen diskussioner. Hun ved godt, at jeg bestemmer i kapsejladsen, siger han smilende og tilføjer, at det er anderledes på land.

Overlevede vandtur

Gennem mange år har Leif Pehrson sejlet alene i sine forskellige både. I 1982, kort før han købte sin Ylva, sejlede han i åben båd, en såkaldt Smiling. Og her havde det nær været slutningen på livet, da sejleren var 33 år.

- Det var vindstille i juni måned. Jeg lå mellem Odden og Samsø, da der kom en front buldrende med bølger og meget vind, og i en skæv sø blev jeg skyllet i vandet. Heldigvis lå der en snor, der var røget ud i vandet, og den kunne jeg nå. Jeg lå i vandet et kvarter og prøvede at komme op, men først da båden blev ramt af en bølge, blev jeg løftet op i båden. Jeg havde heldigvis redningsvest på. Det plejede jeg ellers ikke, siger Leif Pehrson, der i dag derfor altid har en redningsvest på, når det blæser.

Ylvaen sejler han også tit alene frem til stævnerne.

- Den er let at håndtere, spillene sidder lige ved mig, og cockpittet er dejligt stort og dybt at arbejde i. Og da båden er letdreven og let på roret, er den let at sejle alene, og når jeg sejler tur, har jeg en rullefok på. Jeg har tit sejlet den hjem fra Sjælland alene. Jeg kan sætte mit ror fast, når jeg skal på dæk, siger sejleren, der dog har købt en selvstyrer. Han har bare ikke monteret den endnu.

Ror faldt af

Ylvaen, der i dag brugt koster omtrent 300.000 kroner, har haft sine børnesygdomme. En af dem var alvorlig. For da fynboen sejlede på tur mod Samsø fra Bogense i 1989 tabte han roret, da en svejsning ved rorstammen var for svag.

- Vi kom i havn ved at sejle båden med fokken alene, og så smed jeg fendere ud bag ved båden, så var den til at styre. I dag er alle 88 Ylvaer sikre med roret, men der var mange, der tabte roret dengang. I dag er det mere løse skot i båden, man skal tjekke, før man køber en Ylva, forklarer han.

Kæresten Lillian er også glad for, at roret bliver på båden, når de sejler på tur. Og det gør de i den lidt trange Ylva, hvor der er en ståhøjde på kun 1,60 meter.

- Vi har til gengæld ståhøjde i vores cockpittelt. Jeg synes, den er god til tursejlads, og nu har vi fået et toilet om bord, det forlangte min kæreste, hvis hun skulle sejle med, siger Leif Pehrson, der ikke lige forlader bådtypen.

- Jeg bliver ved med at sejle i Ylvaen, til jeg ikke kan mere.

Se overaltresultater her.

content-loader
content-loader
content-loader