Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
En stolt Rindom viser her sine EM- og VM-guldmedaljer fra 2019. Foto: Flemming Ø. Pedersen / Dansk Sejlunion

Anne-Marie Rindom blandt de ti nominerede til B.T. Guld

Atleter kan sætte kryds ved Laser Radial-sejleren, når stemmerne afgives til sportens egen pris, B.T. Guld. Vinderen kåres under gallashowet Sport 2019 den 4. januar, hvor minbaad.dk er på sidelinjen i Herning med journalist og fotograf.

Af Sara Sulkjær |

Successen fortsætter for Danmarks store sejlsportsstjerne, Anne-Marie Rindom. 

Efter at have sikret sig to flotte guldmedaljer ved verdens- og europamesterskabet kunne atleten sidst i oktober lade sig hylde som verdens bedste kvindelige sejler.

Anden nominering

Selvom sejlsport må betegnes som en lille idrætsgren i det fod- og håndbold-fikserede Danmark, er titlerne ikke sejlet over hovederne på de danske fans.

Først sneg verdens- og europamesteren sig ind på listen blandt de tre nominerede til titlen som Årets Sportsnavn, og nu følger så endnu en nominering i kølvandet.

Denne gang er det sportens egen pris, den såkaldte B.T. Guld, der har Rindom blandt de potientielle vindere. 

Udøverne bestemmer

En pris, der er kendetegnet ved, at de danske sportsudøvere selv får lov at udpege prismodtageren. 

Det sker gennem en afstemning, hvor den enkelte atlet kan sætte sit kryds ved nominerede, som de mener fortjener en særlig hæder for sin indsats i det snart forgangne år.

Om Anne-Marie Rindom kan føje endnu en titel til sit i forvejen formidable 2019 afsløres under sportens store gallashow i Herning den 4. januar.

Her er de nominerede til B.T. Guld: 

1. Mads Pedersen (VM-guld i landevejscykling)

2. Amalie Dideriksen og Julie Leth (EM-guld i parløb)

3. Bjørn Bitsch og Ashli Williamson (2x VM-guld i sportsdans)

4. Jakob Fuglsang (flere store sejre, herunder Liège-Bastogne-Liège og Critèrium du Dauphinè)

5. Mads Brandt Pedersen (2x VM-guld i enerkajak)

6. Anne-Marie Rindom (EM- og VM-guld samt titlen som verdens bedste kvindelige sejler)

7. Anders Antonsen (VM-guld i badminton samt sejr ved European Games)

8. Peter Rosenmeier (EM-guld i parabordtennis)

9. Banelandsholdet (EM-guld i 4000 meter holdforfølgelsesløb)

10. Håndboldherrerne (VM-guld)

Læs portræt af Anne-Marie Rindom hos B.T. her.

content-loader
content-loader
content-loader