Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Team Rockwool Racing med rorsmand og skipper Nicolai Sehested er vil forsøge at sejle rundt om Fyn på under 10 timer. Foto: Brian Carlin

Team ROCKWOOL Racing går efter Fyn Rundt-rekorden - skal under 10 timer og 7 minutter

I morgen fredag 4. september stævner det danske SailGP hold, Team ROCKWOOL Racing med Sehested ved roret, ud fra Nyborg havn kl. 07.00 i jagten på at slå den nuværende Fyn Rundt-rekord i deres foilende GC32-katamaran. Se gps-tracking.

Af Troels Lykke |

Den nuværende officielle rekord for sejlbåde på 10 timer og 7 minutter har været uberørt i mere end et årti, siden den i 2008 blev sat af Extreme 40 katamaranen Angel med skipper Erik Filsø ved roret. 

Team ROCKWOOL Racing stævner ud fra Nyborg tidligt fredag morgen og sejler med urets retning rundt om Fyn i holdets træningsbåde en GC32 katamaran – der er i stand til at nå en hastighed på op til 40 knob. 

”Kapsejlads rundt om Fyn har altid været en vigtig del af dansk sejlads, og at slå denne mangeårige rekord er en hård udfordring, men samtidig en god forberedelse til SailGP sæson 2 i 2021,” forklarer Team ROCKWOOL Racings skipper, Nicolai Sehested. 

Når holdet sejler en SailGP-kapsejlads, er der tale om et intenst race af ca. 12 minutters varighed mod nogle af verdens bedste sejlere.

Fyn er med sine mere end 1.000 km kystlinje alt andet end en sprint. I forsøget på at slå den nuværende Fyn Rundt-rekord skal atleterne på Team ROCKWOOL Racing tilbagelægge omkring 150 sømil.

Test på udholdenhed og fokus

Det bliver ikke bare en test på hurtighed, men også udholdenhed og fokus. Blandt andet skal Sehested og hans besætning navigere igennem det ikoniske Lillebælt, der adskiller Fyn fra den jyske halvø, der på det smalleste sted ikke måler mere end godt 800 meter i bredden 

”Ruten omkring Fyn er ret tricky med snævre kanaler og masser af lavvande. Vi har ventet rigtig længe på et godt vejrvindue, da vores GC32 under de rette forhold er hurtig - men den er ikke særlig behagelig og er ikke designet til at sejle så lange distancer. Det vil kræve en massiv indsats fra holdet at slå den nuværende tid, ” fortsætter Nicolai Sehested. 

Team ROCKWOOL Racing er et samarbejde mellem ROCKWOOL og de danske SailGP Team-atleter, der efter omlægningen af SailGPs sæson 2 til 2021 har brugt sommeren på at gennemføre et intensivt aktivitetsprogram.

Eksempelvis et unikt #ROCKTheBoat ungdomsakademi i København og Århus samt planer om at slå rekorden både på Fyn Rundt og Sjælland Rundt. 

Rekordforsøg skal udvikle hold

”Takket være ROCKWOOL kan vi bruge 2020 til at udvikle os som et team, træne hårdt og blive endnu stærkere til SailGP til næste år,” siger Sehested og tilføjer: 

"En udfordring som Fyn Rundt-rekorden er et vigtigt skridt for os. Da vi sejler i kamp mod uret, skal vi være strategiske, meget hurtige og håndtere et stort pres, præcis som i SailGP." 

Han fortsætter:

”Disse rekord-udfordringer giver os samtidig en mulighed for at øge opmærksomheden på nogle af de vigtige udfordringer, der truer Danmarks kystlinje, såsom kysterosion som en konsekvens af klimaændringer. Vi er stolte over at arbejde sammen med ROCKWOOL for at vise, at mange af løsningerne på disse udfordringer allerede findes, vi skal bare bruge dem. ” 

Fyn er et ikonisk mål for både danske og udenlandske sejlere. Siden 1934 har øen lagt vand til Classic Fyn Rundt-regattaen - et skue, der er blevet en fast del af landets sejladskalender. Team ROCKWOOL Racings Fyn-rekordforsøg vil være uofficielt, da det ikke er ratificeret og heller ikke en del af en officiel regatta-begivenhed. 

Kitesurfere kom rundt om fyn på 8 timer og 28 minutter

I maj 2020 barberede fire kitesurfere - Anders Beckett, Thomas Beckett, Johan Beckett og Emil Beckett Kolko - 1 time 39 minutter af Fyn Rundt-rekorden og tilbagelagde distancen på 8 timer og 28 minutter i et uofficielt forsøg. 

”Kitesurferne gjorde et fantastisk stykke arbejde og satte en stærk tid rundt om øen tidligere på året,” tilføjer Sehested. "Foil kitesurfing er naturligvis noget helt andet end at sejle en stor foilet katamaran, men hvis vi har de helt rigtige vejrforhold og sejler godt, så tror jeg, at vi endda kan udfordre deres tid," slutter han. 

Følg holdet via gps-tracking her

Kiel i næste uge

Efter fredagens uofficielle rekordforsøg rejser Team ROCKWOOL Racing til Kiel for at deltage i den berømte Kieler Woche, hvor de skal konkurrere i lørdagens velkomstsejlads. 

Rekordforsøget er en del af et hæsblæsende sommerprogram for de danske SailGP Team-atleter som forberedelse til den kommende SailGP sæson 2, der starter i San Francisco i april 2021. 

content-loader
content-loader
content-loader