Gå til hoved-indhold
Kapsejlads

Øhavet Rundt for 50. gang bliver uden fest - men der skal sejles i Det Sydfynske Øhav

Øhavet Rundt lørdag den 29. august 2020 sejles i år i en lightudgave uden de sædvanlige store aktiviteter på land. Thurø Sejlkubs 50 år jubilæumsarrangement er nemlig udsat til 2021 grundet corona, oplyser klubben.

Af Troels Lykke |

Øhavet Rundt lørdag den 29. august 2020 er uden de sædvanlige store aktiviteter på land.

Vi har desværre ikke kunnet se os i stand til at overholde de mange restriktioner i forbindelse med landaktiviteter med grillarrangement, livemusik, dans med mere, fortæller Per Røssel fra Thurø Sejlklub.

Han fortæller videre:

Men vi er helt sikre på, at der er rigtig mange, som savner at deltage i en rigtig dags-kapsejlads med start og mål fra samme sted, hvorfor vi stadig ønsker at afholde en rigtig god sejlads rundt i Øhavet syd for Fyn.

Der bliver løb for DH-kølbåde, flerskrogsbåde, turløb og doublehanded. Singlehanded-sejlere er også meget velkomne.

Mulighed for isætning af trailerbåde

Vi opfordrer klassebåde til at komme og dyste mod hinanden, og opretter eget løb og præmie ved mindst tre ens både. Med klubbens 2,5 ton mastekran, som kan bruges til isætning af både, er det desuden muligt at komme på trailer til sejladsen.

Sejladsen foregår, som navnet antyder, i det smukke Sydfynske Øhav, hvor der altid er noget flot at se på.

Det forventes, at alle både er hjemme igen sidst på eftermiddagen eller først på aftenen. Der er præmieuddeling, når alle både er i mål eller senest kl. 22, hvor sejladsen afsluttes.

Sidste rettidige tilmelding er mandag den 24. august 2020. Tilmelding kan ske via thuroesejlklub.dk, hvor det også vises, hvilke både som er tilmeldt.

content-loader
content-loader
content-loader