Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Europa- og verdensmester Anne-Marie Rindom ankom til Boxen med sin veninde, Cecilie Ejbye Andersen. Foto: Peter Brøgger
Kapsejlads
Minbaad.dk's journalist Sara Sulkjær og fotograf Peter Brøgger følger sejleren tæt under gallashowet. Foto: Peter Brøgger

Rindom inden Sport 2019: - Det vil betyde sindssygt meget at vinde

En spændt Anne-Marie Rindom er netop ankommet på den gyldne løber forud for Sport 2019 i Jyske Bank Boxen. Om få timer afsløres det, om verdensmesteren vinder prisen som Årets Sportsnavn og B.T. Guld.

Af Sara Sulkjær |

Den røde løber er i dagens anledning forvandlet til et guldtæppe, mens fotografer gennem skarpe linser forsøger at få et glimt af de fremmødte stjerner. Blandt dem er Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom. 

Sejlsportens frontløber er forud for sportens store gallashow, Sport 2019, nomineret til to større priser: B.T. Guld og Årets Sportsnavn.

- Jeg har været lidt spændt og nervøs, det vil jeg ikke lyve omkring, fortæller den 28-årige sejler smilende, da Minbaad.dk møder hende på den gyldne løber forud for showet. 

En kæmpe ære

Efter 220 dage på farten er Rindom for en stund tilbage på dansk jord. I kølvandet efterlader hun et 2019, der har imponeret i såvel ind- som udland. 

EM-guld i maj, en titel som verdensmester i juli og ikke mindst den flotte kåring som årets kvindelige sejler internationalt har kastet en uvant opmærksomhed mod sejleren. 

En opmærksomhed, der har ført atleten direkte på nomineringslisten til de to eftertragtede priser:

- Det vil betyde sindssygt meget at vinde. Det er en kæmpe ære at være nomineret, og det er en kæmpe anerkendelse af resultaterne fra den foregående sæson. Det er jeg vildt stolt over, understreger Rindom. 

Nomineret for anden gang

Det er ikke første gang, at Anne-Marie Rindom er i spil til den prestigefyldte pris som Årets Sportsnavn. 

Tilbage i 2015, hvor sejleren netop havde hængt sin første VM-guldmedalje om halsen, var den blonde dansker ligeledes en del af den eksklusive trio, der var i spil til DIF's og Team Danmarks hovedpris.

Dengang tog kajakroer René Holten Poulsen det sidste, afgørende åretag, der førte ham på scenen som titelvinder:

- Dét, som er ekstra specielt i år, er selvfølgelig guldmedaljerne og kirsebærret på toppen, World Sailor of the Year. Det er dét, jeg kan spille på i aften, men de andre atleter har også gjort det super godt. Hvis jeg var i juryen, ville jeg ikke vide, hvem der skulle have priserne, fortæller den ærlige sejler.

Et stærkt felt

Ikke kun Rindom sender rosende ord mod konkurrenterne. 

Også de øvrige nominerede til B.T. Guld og Årets Sportsnavn, i begge tilfælde herrelandsholdet i håndbold og verdensmester i cykling, Mads Pedersen, deler sejlerens begejstring.

- Det er et imponerende felt med stærke resultater og mange verdensmestre, fortæller herrelandsholdets Nikolaj Markussen, der dog må erkende, at han ikke har fulgt Rindoms resultater fra første parkét.

Heller ikke Mads Pedersen har siddet klinet til den online live-sending, når Rindom har været i aktion:

- Generelt er jeg ikke god til at følge med i andet end cykling, men jeg har hørt om hendes resultater, og de store bedrifter hun har lavet, understreger cykelrytteren overfor Minbaad.dk. 

Vinderen af de to priser afsløres under Sport 2019, der vises live på DR1 fra kl. 21.00. Her er Anne-Marie Rindoms træner, Piotr Wojewski, ligeledes blandt de nominrede til den nystiftede trænerpris.

content-loader
content-loader
content-loader