Sæt kryds i kalenderen: Tilmeldingen til DH-DM åbner 16. februar
Der bliver sandsynligvis rift om pladserne ved DH-DM i august, hvor 90 både kan stille til start. Sid derfor klar ved tasterne ved tilmeldingens start, opfordrer arrangørerne.
90 både kan den næstsidste weekend i august krydse startlinjen til årets ”Smukfest for Sejlbåde”, som DH-DM blev døbt under eventens fødsel i fjor.
Selvom over dobbelt så mange både kan sikre sig et startnummer til denne anden udgave af sejladsen, er der langtfra garanti for en plads på deltagerlisten.
Udsolgt er realistisk
At arrangørerne bag sejladsen må melde 'alt udsolgt' er således mere end blot et drømmescenarie efter en succesrig eventafholdelse i august:
- Vi har allerede fået rigtig mange tilkendegivelser om deltagelse – ikke bare fra dem, der deltog sidste år, men også fra mange, der ikke gjorde. Om vi når op på 90 både i år er vi selvfølgelige spændte på, men vi mener bestemt, at udsolgt er et realistisk scenarie, fortæller eventleder, Tue S. Andersen, i en pressemeddelelse.
Vil man være sikker på at være blandt de besætninger, der kan sikre sig titlen som Danmarks bedste DH-sejler, bør man derfor sætte kryds i kalenderen, når tilmeldingen om en måneds tid skydes i gang.
- Vi opfordrer alle, der ønsker at sikre sig en plads, til at være klar ved tasterne, når vi åbner for tilmeldingen den 16. februar, understreger Andersen.
Gasteliste kan ændres
Spejder skipperen fortsat efter gaster i kikkerten, skal dette ikke fraholde ham fra at sende en tilmelding fareafsted. Selvom besætningen ikke er endeligt på plads, er det nemlig muligt at udfylde tilmeldingsblanketten:
- Vi bruger Manage2Sail til tilmeldingen, og i dette system er der mulighed for at ændre i gastelisten helt frem til stævnet starter, forklarer Tue S. Andersen.
Samtidig må besætningen, der sætter pris på et godt måltid mad, slå koldt vand i blodet. Forplejningssystemet er således først klar til at modtage bestillinger senere på året.
Link til tilmeldingsmodulet samt øvrig info findes på stævnehjemmesiden www.dh-dm.dk.