Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Høj stemning blandt de kvindelige ligasejlere. Foto: Women On Water

Tyve hold får plads på startlinjen ved kvindernes Champions League

Når portugisiske Clube Naval de Cascais byder velkommen til det blot andet Champions League-mesterskab for kvinder er ét hold fra hver nationsliga på plads. Stævnet sejles den 23.-25. oktober.

Af Sara Sulkjær |

Den første udgave af kvindernes Champions League i 2018 skabte en international, klubbaseret konkurrence kun for kvinder. Et grundlag for yderligere engagement fra de kvindelige sejlere via klub-turneringsformen, som i Danmark kendes fra Sejlsportsligaen, var dermed skabt. 

Et engagement, der i 2020 efterfølges af det andet Champions Leagues-stævne for kvinder, der afvikles hos Clube Naval de Cascais i Portugal den 23.-25. oktober. 

Her får hver af de tyve aktive, nationale sejladser chancen for at sende et hold til regattaen.

Hvilke hold, der præcis skal sendes afsted fra hvert land, lader International Sailing League Association (ISLA) de nationale ligaer beslutte.

I Danmark tages der udgangspunkt i Women On Water-netværkets Copenhagen Regatta, hvor 2019-placeringerne gør sig gældende.

Øget fokus giver effekt

Vasco Serpa, stævnearrangør for det kommende Champions League-event og tovholder på det portugisiske WOW-initiativ, afvikler stævnet i samarbejde med Clube Naval de Cascais.

Et stævne, han med begejstring står i spidsen for:

- Vi er super stolte over at have Women’s Sailing Champions League i Cascais. Det er et naturligt skridt fremad for et ’community’, der allerede kører med meget succesrige begivenheder på nationalt plan. Clube Naval de Cascais er klar og glæder sig til at modtage alle de kvindelige hold, der kommer til arrangementet. Cascais Bay vil tilbyde de perfekte betingelser for sejlere, understreger han.

WOW startede i Danmark

Initiativet ”Women On Water” (WOW) startede i sin tid i Danmark og har siden spredt sig. WOW eksisterer således i mange andre europæiske lande, hvor det har vist sig at være en stor succes.

Der er på få år etableret WOW-aktiviteter i Sejlsportsliga-format kun for kvinder i Østrig, Frankrig, Tyskland, Schweiz, Ungarn, Sverige, USA og Storbritannien. I den danske liga sejler der i 2020 hele tre WOW-hold i 2. division.

Nærmere information om de danske nationspladser følger på www.sejlsportsligaen.dk/wow samt på WOW’s egen Facebookside.

content-loader
content-loader
content-loader