Sejlklubberne i Aarhusbugten støtter Sailing Aarhus med sekscifret beløb
I maj søsatte Sailing Aarhus støttekampagnen ’Set Sail With Aarhus’ i et forsøg på dække det hul i budgettet, som coronapandemien har skabt. Nu træder fire af foreningens medlemsklubber til med et sekscifret beløb, der giver fornyet håb hos Sailing Aarhus.
Grundet en stribe corona-aflyste stævner og events samt partnere, der har været tvunget til at trække støtten til sejlsporten, har økonomien hos Sailing Aarhus lidt et alvorligt knæk, siden Danmark blev lukket ned, skriver Sailing Aarhus til bådpressen.
Derfor iværksatte foreningen med hjælp fra medlemsklubberne i maj en redningskampagne med titlen ’Set Sail With Aarhus’, der med flere initiativer skulle forsøge at rejse en del af de midler, som Sailing Aarhus har måttet vinke farvel til som konsekvens af krisen.
Fremtidssikring af aarhusiansk sejlsport
Kampagnen kom godt fra start og mødte stor velvilje til at støtte sejlsporten – især blandt sejlklubbernes medlemmer, men blot få dage før kampagnen slutter, har Sailing Aarhus fået et ekstra rygstød i bestræbelserne på at slippe ud af krisen med skindet på næsen.
Bestyrelserne i fire sejlklubber under Sailing Aarhus har således besluttet at yde ekstra støtte ved hver at donere et beløb til kampagnen baseret på medlemsantallet. Den støtte beløber sig på intet mindre end 107.000 kr. samlet.
- Når sejlsporten i dag er blevet signatursport for Aarhus, og Aarhus rangerer i den absolutte top internationalt som sejlsportscentrum, er det ikke mindst, fordi at de aarhusianske sejlklubber har skabt en fælles platform for at udvikle sejlsporten i Aarhus – nemlig Sailing Aarhus, lyder det fra de fire formænd Jesper Lund fra Kaløvig Bådelaug, Asger Christiansen fra Marselisborg Sejlklub, Preben Huvendick fra Sejlklubben Bugten og Jørgen Ringgaard fra Aarhus Sejlklub.
- Vi er stolte af de resultater, der er opnået og de store stævner, der er i kalenderen for de kommende år. Det skal vi fastholde, og derfor går vores klubber nu ind og tager økonomisk ansvar i denne specielle situation, lyder det videre fra klubformændene, der således finder det afgørende, at Sailing Aarhus kommer solidt ud af krisen igen, så organisationen kan løfte de store stævner og events, der venter i resten af 2020, 2021 og 2022.
- Vi ser støtten til Sailing Aarhus som en investering i, at organisationen kan videreudvikle sig som fælles dynamo for fortsat udvikling af sejlsporten i Aarhus – til gavn for både børn og unge, talent og elite, samt den brede medlemskreds i vore klubber, slutter formændene.
Sailing Aarhus-støtte runder 210.000 kr. i alt
Den kontante håndsrækning fra medlemsklubberne til Sailing Aarhus vækker stor glæde hos Sailing Aarhus-direktør, Jon Koch Hansen.
- Vi er sindssygt overvældede og taknemmelige over den ekstra støtte, som sejlklubberne har ydet i denne svære tid. Coronakrisen har ikke medført mange gode ting, men skal man pege på noget, må det være, at den virkelig har bragt os og sejlklubberne tættere på hinanden, fortæller Koch Hansen og tilføjer:
- Støtten vidner om, at man virkelig vil Sailing Aarhus og sejlsporten i Aarhus, og det giver stor tro på fremtiden. Vi skylder en kæmpestor tak til alle, der har bidraget til kampagnen. Næste step bliver at inkludere det aarhusianske erhvervsliv i kampagnen i håb om, at de vil give en hånd med, slutter han.
Støttekampagnen har i skrivende stund indbragt 210.000 kr. Af dem kommer hele 107.000 kr. direkte fra sejlklubberne i Aarhusbugten.
Kampagnen løber på ubestemt tid, og dermed kan man stadig nå at købe en støttepolo, donere et valgfrit beløb eller tegne medlemskab til en af Sailing Aarhus’ netværksgrupper. Kampagnen, der omfatter præmielodtrækning, løber til og med 15. juni.
Se mere om kampagnen og støt Sailing Aarhus på www.sailing-aarhus.dk/stoettekampagne.