Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
De ambitiøse københavnere drømte om at sejle deres nyerhvervede båd hjem til hovedstaden. Foto: Dansk Søredningsselskab

Redningsstation kommer nyslåede bådejere til undsætning to dage i træk - manglede brændstof

Ejerne af en 22-fods sejlbåd løb to gange tør for brændstof og måtte kalde assistance. De to sejlere ville sejle båden fra Haderslev til København, men opfordres nu af redningsmandskabet til at finde alternative transportmuligheder.

Af Sara Sulkjær |

Sejlturen fra Haderslev til København er lang. Ikke mindst, hvis man som nyslået bådejer drømmer om at sejle distancen i en netop indkøbt 22 fod lang sejlbåd.

En plan, som to nye bådejere kastede sig over – ikke overraskende med begrænset succes, hvilket den lokale redningsstation i Årø Havn fik lov at erfare på nærmeste hold.

Flytter sig fra positionen

Med en tom brændstoftank valgte de to bådejere at kaste en livline mod det frivillige redningsmandskab, der på positionen N 55 05,0 E 009 42,5 eftersigende kunne finde de problemramte sejlere.

Her, 400 meter fra land, skulle de efter egne oplysninger have kastet anker:

- Da vi kommer derned, er de ikke på positionen. Vi afsøger området og kontakter JRCC, der kan se, at de har flyttet sig fra den først opgivne position og ligger nu 1,5 nm vest for positionen, forklarer redderne på Dansk Søredningsselskabs hjemmeside.

Hjælpen når frem, og det tililende mandskab kan tage bådejerne med til nærmeste havn i Dyvig på Als.

En alvorssnak

Ét døgn senere er den gal igen. 

Københavnerne er ganske vist sejlet fra Dyvig, men igen er brændstoftanken pludselig tom. Denne gang nær Flovt, Sønderjylland. 

Flovt er det også for sejlerne, da det går op for redderne, at de blot ét døgn tidligere har stiftet bekendtskab med de to:

- Det viser sig, at det er vores havarist fra i går, som igen ikke helt ved, hvor de er. Vi tager dem med ind til Aarøsund Havn og får en alvorlig snak med dem om at finde én, der kan sejle deres båd til København eller finde en anden løsning, eventuelt transport til lands, understreger redningsmandskabet.

Også bådens sælger vil tage kontakt til de nye ejere.

Kilde: Dansk Søredningsselskab

content-loader
content-loader
content-loader