Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Herreluft i lørdagens anden sejlads. Foto: Elina Maslo
Kapsejlads
Lars Hall, DEN 6, tager luvstarten i en sejlads. Foto: Elina Maslo
Kapsejlads
Stævnets internationale vindere. Fra venstre mod højre: Bas De Wall, Thomas Schmid og Otto Strandvig. Foto: Elina Maslo
Kapsejlads
Danmarksmester Otto Strandvig med sølv- og bronzevinderne Christian Gunni og Michael Staal. Foto: Elina Maslo

Otto Strandvig vinder endnu en DM-titel i Finnjollen - en femtedel af sejlerne måtte blive på land

En hård vind tvang flere Finnjollesejlere til at blive på landjorden ved weekendens DM-stævne i Reersø. Otto Strandvig tog endnu en guldmedalje, mens tyske Thomas Schmid tog den samlede sejr ved det internationale stævne.

Af Sara Sulkjær |

47 sejlere mødte op ved Finnjollernes internationale DM-stævne i Reersø. Heraf måtte ti sejlere opgive at stille til start i den kraftige vind. 

Af de 37, som gennemførte mindst én af de fem sejladser, var det blot 30 sejlere, der formåede at stille til start i alle sejladser.

- Selvom de fleste forsøgte sig fredag, måtte de erkende, at det ikke blev til sejlads ved dette DM, forklarer Finn-sejler Michael Staal til Minbaad.dk.

To knækkede master

Sejladser blev det til gengæld til for danske Otto Strandvig, KDY, der under fredagens to sene sejladser i 12 sekundmeter sikrede sig en anden- og en fjerdeplads, efter at sejlerne tidligere på dagen forgæves måtte vende retur til havnen grundet den kraftige vind:

- Inden vi kom i gang øgede vinden til 14-15 m/s og baneleder Jan Madsen besluttede helt korrekt at sende os i havn. Inden alle var sikkert inde, var to master brækket, fordi jollerne kæntrede inde på lavt vand, beretter Staal om stævnets indledning.

Sidenhen gennemførte kun 28 og 30 både de to sene sejladser, der havde Thomas Schmid som vinder. Dermed lagde tyskeren godt ud i forsvaret af Elvstrøms venstre hånd, som er vandrepokalen for det internationale danske mesterskab, som Schmid også vandt i 2018 og 2019.

Konservative Schmid

Lørdag morgen viste vejret sig fra en lidt mildere side med vindstyrker på 8-10 m/s, hvilket betød, at flere kunne være med i de tre sejladser, der blev gennemført. 

Thomas Schmid fortsatte, hvor han slap fredag med to førstepladser i dagens første sejladser. Bas De Waal fra Holland viste sit format ved at lægge sig på en foreløbig sikker andenplads inden dagens sidste sejlads, mens Otto Strandvig tog sig af tredjepladsen.

I lørdagens tredjesejlads, der skulle vise sig at blive stævnets sidste, tog Bas De Waal en kalkuleret risiko på første kryds, hvor alle havde set skyer trække op.

- Vinden begyndte også at dreje til højre, så Bas tog en sikker førsteplads hjem, mens Thomas Schmid sejlede mere konservativt og sluttede som nummer fire, forklarer Michael Staal.

Otto Strandvig konsoliderede sin samlede tredjeplads ved at slutte som nummer to i sejladsen.

Ingen sure miner

Herefter truede vejrudsigten med tordenbyger og generelt øgende vind, så banelederen besluttede sammen med sejlernes talsmand på vandet at gå i havn, inden stævnet fik tilstande á la fredag.

- Der kunne måske være presset en ekstra sejlads ind, inden den lovede vind med torden og regn indfandt sig, men det var der ingen sure miner over hos sejlerne, der nød moleøl og grillpølser, mens vejret stadig var godt, forklarer Michael Staal.

Også lørdagens gallamiddag faldt i god jord hos sejlerne, der søndag morgen stod op til en ruskende teltdug og aflyste sejladser. Efter udsættelser besluttede ledelsen kl. 11 at afblæse stævnet med følgende resultater:

Internationalt DM:
1: Thomas Schmid, GER 193
2: Bas De Waal, NED 29
3: Otto Strandvig, KDY

Dansk Mesterskab:
1: Otto Strandvig, KDY
2: Christian Gunni, KDY
3: Michael Staal, Dragør Sejklub

Ekstra præmier:
Bedste dansker +70 år: Flemming Jensen, Dragør Sejlklub
Bedste dansker 60-69 år: Michael Staal, Dragør Sejlklub

Se hele resultatlisten her.

content-loader
content-loader
content-loader