Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Emil Erichsen er selv en dygtig sejler og var blandt andet omkring landsholdet i Laser, inden en knæskade satte en aktiv stopper for hans jollekarriere. Her ses han ved OL i Rio. Foto: Troels Lykke

TV 2 sender live fra SailGP med Emil Erichsen som vært

Den folkekære langturssejler står i spidsen, når TV 2 Sport blænder op for sejlads i højteknologiske F50-katamaraner. Et dansk team og ingredienser til en spændende tv-sport har banet vejen for livesendingen. De første sejladser sendes tidligt fredag morgen.

Af Sara Sulkjær |

Der venter TV 2 Sports seere - og publikum i blandt andet København - en stor oplevelse, når SailGP, der også kaldes ”sejlsportens Formel 1”, i løbet af 2020 kan ses på tv eller fra kajkanten i nogle af verdens storbyer.

Allerede i denne uge skydes de første kapsejladser i gang, når Sydney den 28.-29. februar agerer vært for de dygtige sejlere, der tidligt fredag morgen kan følges live på TV 2 Sport.

Tv-kanalen har erhvervet sig rettighederne til SailGP, og har sat en særdeles kendt sejler og tv-personlighed i spidsen for dækningen.

En helt ny opgave

I værts-tøjet hopper nemlig nemlig Emil Midé Erichsen, der er kendt fra TV 2-programmerne ’Kurs mod fjerne kyster’ og ’Kurs mod nord’. Erichsen var også tilknyttet som ekspert under TV 2's sejlsportsdækning ved OL i Rio i 2016.

- Det er en helt ny opgave for mig at være ankerperson på en tv-produktion, og det bliver en vildt spændende og rigtigt sjov udfordring, understreger Emil Erichsen i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Jeg snusede til det under OL i Rio i 2016, hvor min far (Mikkel Beha Erichsen, red.) styrede mikrofonen og stillede over til sejladsen og til eksperterne. Og hvis jeg gik i stå, var det min far, som reddede mig. Denne gang er det mig, som har opgaven at redde andre, hvis det skulle blive nødvendigt.

Dream team

Alligevel har Erichsen ro i maven. Omgivet af gode venner, midt i en sport, som ligger hans hjerte og interesser nær, er kursen sat mod en interessant og vidende tv-dækning:

- Jeg kan ikke finde noget tryggere sted at prøve værtsopgaven for første gang end her: I forbindelse med en sportsdisciplin, som jeg ved noget om og har oprigtig interesse for, og sammen med to gode venner som eksperter og kommentatorer. Jeg ser det som et lille dream team, vi har skabt, påpeger Emil Erichsen.

De to øvrige eksperter, som TV 2 har engageret til dækningen af SailGP, er Jonathan Bay, som også var TV 2-ekspert under OL i Rio, og Jonas Hviid-Nielsen, der har stort kendskab til den danske båd og det danske mandskab ved SailGp.

Jonas Hviid-Nielsen har været omkring det danske SailGP-team fra holdets begyndelse.

Indeholder ingredienserne til en spændende tv-sport

Hos TV 2 Sport kalder kanalchef Kristian Hyldgaard SailGP-formatet for ”super interessant”.

- Jeg ser en rigtigt fin mulighed for at bringe sejlsport ud til endnu flere danskere end kun de sejlsportskyndige. Vi fik gode erfaringer ved OL i Rio, og med dette nye ”sejlsportens Formel 1” er der stærkt fokus på, at sejlsport skal være en god tv-oplevelse. Med en tv-produktion i verdensklasse, en dansk båd og ikke mindst fascinationen af farten på vandet har vi ingredienserne til en spændende tv-sport, siger Kristian Hyldgaard.

Kanalchefen er overordentligt glad for at have Emil Erichsen ved roret sammen med eksperterne Jonathan Bay og Jonas Hviid-Nielsen.

- Emil er en virkelig dygtig formidler med stor indsigt i sejlsporten. Nu tager han skridtet videre og bliver vært og kommentator på vores live-transmissioner, og det bliver rigtigt godt. Vores udgangspunkt på TV 2 Sport er altid kombinationen af høj faglighed og godt selskab, og vores trekløver kan gøre sejlsporten endnu mere folkelig og interessant at følge, siger Kristian Hyldgaard.

”Det hér når aldrig at blive kedeligt”

SailGP er den mest højteknologiske kapsejlads i verden lige nu og har den højeste pengepræmie til vinderholdet: Én million dollars. Når Emil Erichsen er begejstret for Sail GP-konceptet, har det også flere andre grunde.

- Kapsejladsen foregår tæt på land og ved storbyer rundt omkring i verden, hvor man kan stå på kajen og se med. Det er enormt intenst og hektisk, når bådene sejler med op til 100 km/t i de korte heats på 15-20 minutter. Jeg skal være den første til at indrømme, at sejlads nogle gange kan være kedeligt at se på, men det hér når aldrig at blive kedeligt, siger Emil Erichsen.

Mange kender America’s Cup, der afholdes hvert fjerde år, og hvor der sker udskiftning af bådene fra gang til gang.

De både, der er med i SailGP i 2020, er let ombyggede versioner af dem, som var med i den seneste udgave af America’s Cup - altså de hurtigste kapsejladsbåde i verden.

Et ungt dansk hold

Chef for den danske Rockwool-båd er Jonas Høgh-Christensen, som blandt andet har OL-sølv og to VM-guldmedaljer i Finnjolle på sit cv.

- Den danske båd sejles af et ungt, dansk hold med Nicolai Sehested som kaptajn. Vi er jævnaldrende og har konkurreret gennem årene. Jeg kan huske, at vi i en alder af 12-13 år konkurrerede i Optimistjolle ved DM. Nicolai vandt, og jeg blev blandt de ti sidste, så der er nok en grund til, at Nicolai er kaptajn i SailGP, og jeg skal kommentere sejladserne, siger Emil Erichsen med et smil og fortsætter:

- I det hele taget er der tale om danske sejlere, hvis karriere jeg har fulgt gennem årene. Med i båden er også blandt andre Martin Kirketerp, som under dramatiske omstændigheder vandt OL-guld i 49er’en i 2008 sammen med Jonas Warrer.

De fem SailGP-stævner, som p.t. er fastlagt i 2020, foregår i Sydney 28.-29. februar, San Francisco 2.-3. maj, New York 12.-13. juni, Cowes på Isle of Wright i Sydengland 14.-15. august samt i København 11.-12. september.

Se, hvordan du kan følge det danske SailGP-hold på TV 2 Play her.

content-loader
content-loader
content-loader