Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
30 indestængte H-både er klar til at indtage bølger og strøm i farvandet ud for Gilleleje den kommende weekend. Foto: Niels Kjeldsen

Forsamlingsforbud får svenskere afvist til DM i H-båd i Gilleleje - 30 både på startlinjen

Trods dybt utilfredse sejlere er det på ingen måde lykkedes Dansk Sejlunion at overbevise myndighederne om, at forsamlingsforbuddet skal tolkes anderledes på vandet. - Vi har måtte afvise svenske sejlere på grund af forsamlingsforbuddet, siger formand for H-bådene, Henrik Toft.

Af Troels Lykke |

Coronavirussen har sat sine spor på årets H-båd Liga, som har været hårdt ramt af aflysninger.

Liga-stævnet i Egå blev aflyst i juni, DM i Onsevig i juli, VM i juli i Tyskland og senere i september er ligastævnet i Brejning aflyst. Alt sammen på grund af coronabenspænd.

Men i den kommende weekend lykkes det for Gilleleje Sejlklub at holde årets første H-båd Liga-stævne, som så også bliver H-bådenes danmarksmesterskab.

30 H-både har meldt sig på startlinjen i Gilleleje, men flere både ville gerne være med.

- Vi holder os på lige lidt over 90 sejlere, så der også er plads til officials fra Gilleleje Sejlklub, men vi har måtte afvise svenske sejlere, da vi skal holde os under 100 på grund af forsamlingsforbuddet. Vi får dog stadig det sociale, da vi spiser på en restaurant under DM, og de har styr på reglerne, siger formand for H-båds-klassen Henrik Toft til Minbaad.dk.

Point i VM-udtagelse

DM bliver også en kamp om at skrabe udtagelsespoint sammen til det kommende verdensmesterskab, som afholdes i Struer Sejlklub i 2021. 

At VM afholdes i Danmark gør, at kampen om pladserne er endnu mere hård, fortæller H-bådsklubben til bådpressen.

Der er lagt et stort pres på besætningerne om at levere varen i en tid uden egentlig kamptræning. Nogle af de store H-båd-bastioner som Aarhus og Vejle har kamptræning fra tirsdagssejladserne, men flere af de andre store koryfæer i klassen har i år ikke fået træningen båd mod båd.

Så måske har vi en jysk besætning som ny danmarksmester på søndag, fortæller H-bådsklubben

Et bud kunne være Claus Hovgaard med Team 569 Casino Trolden fra Vejle Sejlklub, som siden juni måned med succes har sejlet de lokale kapsejladser på Vejle Fjord.

Her på Minbaad.dk vil vi nu sætte vores penge på Claus Høj Jensen, der kan vinde sit 11. DM i klassen - i træk.

DM i Onsevig på Lolland i 2021

Ifølge formanden for Danske H-bådssejlere, Henrik Toft, har der været en meget tæt dialog med sejlklubberne, som har brugt oceaner af timer på at arrangere stævner, som ikke bliver til noget.

- Heldigvis forsøger vi at genbruge arbejdet, således at fanmarksmesterskabet, som skulle være afholdt i Onsevig Sejlklub, i sommer er blevet skubbet til næste år.

I disse timer arbejder klassen med Aarhus Sejlklub, som vil skabe rammerne for årets andet H-båds Liga-stævne den 19.-20. september 2020, efter Brejning Bådelaug trak stikket af frygt for corona.

Læs mere om DM: www.gillelejesejlklub.dk/Aktiviteter/h-baadsstaevne-2/

content-loader
content-loader
content-loader