Quantcast
Gå til hoved-indhold
Udstyr
Sejlerne køber lige så meget bundmaling som de plejer, lyder det fra butikkerne, men der er mere salg på nettet end sidste år. Her ses Kolding Marine Center. Foto: Troels Lykke

Grossist tror på ketchupeffekt, og maritime butikker har mere travlt med netsalg

Vi har ringet rundt til grossister, importører og maritime butikker. Mange er ramt af coronafrygt og har særlige forholdsregler for besøgende, men netsalget er gået op. Branchen forventer, at der bliver sejlet mere, nu da få venter at skulle rejse udenlands i år.

Af Troels lykke |

Chef for bådudstyrs-grossisten Nautec, Anders Jessen: - Vi vil snart se en ketchup-effekt

- De maritime netbutikker kører godt her under coronakrisen, mere end de plejer. Værfterne, som vi også leverer til, klarer sig også godt. Der er gang i den på værfterne med reparationer og nybygninger. De maritime butikker kører også godt, men dog på et lidt lavere blus, altså bortset fra deres netbutikker. Mange vil ikke have så mange besøgende i butikken, og der må ikke være mere end ti kunder samtidig, hvis butikkerne er små.

- Jeg vurderer, at det lige nu er lidt koldt at arbejde på bådene, selvom solen skinner, og om aftenen er det endnu koldere, når solen går ned. Men får vi mere varme, får vi endnu mere salg. Der er ingen tvivl om, at danskerne vil sejle mere i år, for de kan jo ikke rejse ud af landet. Derfor tror jeg også, at vi til april og maj virkelig vil få gang i de maritime butikker og deres netbutikker. Overordnet set er vi optimistiske trods coronakrisen, men vi skal heller ikke være naive. Folk er jo rystede over, det der sker, og nogle har mistet deres arbejde.

Mads Bendix, SejlerBixen i Struer: - Vi leverer varer i sluse

- Vi har kæmpet med en syg i værkstedet. Det har skabt frustration hos kunderne, der gerne ville have deres både færdige, men kunderne har vist forståelse. Så har vi haft to ansatte i butikken, der har haft symptomer på corona, og dem har jeg sendt hjem. De er nu symptomfri og er på vej tilbage til butikken. Jeg har i nogle dage derfor været alene, og folk har fået leveret deres varer ude i en sluse, så jeg ikke blev smittet. Men nu, når mine ansatte kommer tilbage, kan folk igen komme ind i butikken, hvor vi sætter handsker og sprit frem.

- Vi har solgt lidt mere på nettet, end vi plejer og mindre i butikken, men jeg ser egentlig lyst på salget. For jeg ser ingen grund til, at folk ikke skal ud og sejle, tværtimod, og det er et sted, man ikke bliver smittet. Her i Struer kan folk også få deres både i vandet, bare hvis ikke at kranføreren Christian bliver smittet med corona, så er vi på den. Han er den eneste, der kan køre bådkranen.

Svend Balkert, importør af Baltic Veste i Roskilde: - Flere vil sejle nu

- Butikkerne agerer lidt mere forsigtigt, end de plejer, og det gør forbrugerne også, fordi de er usikre over, hvad der sker. Men vi har ordre på vores oppustelige veste og vores almindelige veste hver dag. Og i år er der nok flere, der vil sejle i deres både, når de nu ikke kan komme ud og rejse. Båden er jo det sidste tilflugtssted.

Torben Pedersen, Havnens Fiskeriartikler i Svendborg: - Sejlerne skal jo købe maling og polergrej

- Jeg har sendt min medarbejder hjem, og vi regner med løntilskud fra staten, som regeringen har bestemt det. Jeg står derfor alene i forretningen, og jeg lukker to personer ind ad gangen, for at ingen bliver smittet.

- Men jeg synes stadig, der bliver solgt ting. Sejlerne har jo behov for bundmaling og polergrej, men jeg kan da godt frygte, at vi får solgt mindre af jakker fra turister senere på sæsonen, men jeg er som person meget optimistisk, så jeg tror nok, at det hele skal gå.

Henry Thomsen, Solbaaden.dk i Aarhus: - Jeg sælger mange reservedele

- Folk har mere tid til at passe på deres både. Det oplever jeg ved, at mange køber reservedele, men også el-motorer og batterier får jeg solgt. Jeg oplever derfor ikke nogen nedgang i salget lige nu. Jeg har ikke nogen fysisk butik, alle mine varer fra Torqeedo og Waterwold blandt andet bliver sendt ud til kunderne.

Jens Juul, Marinetorvet på Amager og i Haslev:  - Vi sælger mere på nettet

- Vi har været lidt udfordet af, at tre ud af syv ansatte skulle passe børn og derfor ikke har kunne være i butikkerne, men det går stadig godt. Vi sælger mere på nettet og mindre i butikkerne. Vi beder kunderne om at stille sig ved skranken, og så henter vi varerne. Vi er meget sårbare overfor, hvis vi skulle blive smittet.

content-loader
content-loader
content-loader