Quantcast
Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
- Hvis I ikke er trygge ved, om I bør sejle uden sikkerhedsberedskab på vandet, så må I lade være. Hvis der var trænere og hjælpere på vandet, ville de og I potentielt kunne sprede smitte, skriver sportschef Thomas Jacobsen til OL-sejlerne.

Du kan stadig sejle - men det skal foregå med stor afstand pga. corona

Idrætten i Danmark har standset alle fælles aktiviteter indendørs og udendørs. Det gælder også sejlsporten og Dansk Sejlunion, der forventer, at sejlklubber, trænere og klasseorganisationer lever op til dette. Se her hvordan OL-sejlernes retningslinjer er fra OL-sportschefen.

Af Troels lykke |

Dansk Sejlunion fortæller på en af deres Facebooksider:

Dansk Sejlunions dygtige elitesejlere vil rigtig gerne på vandet, og det forstår vi godt. Træning betyder utroligt meget for, at de kan holde sig på toppen, og vandet er formentlig det sikreste sted at befinde sig i øjeblikket.

Men sejlere og Dansk Sejlunion skal også vise det samfundsansvar, som Dronningen, statsministeren og alle myndigheder appellerer så indtrængende til. Vi skal undgå smittespredning.

Tag hensyn 

Coronavirus smitter desværre utroligt let, og selvom man ikke selv føler sig syg eller er i nogen risikogruppe, så handler hele indsatsen nu om at undgå at være tæt sammen med andre mennesker.

Derfor har hele idrætten standset alle fælles aktiviteter indendørs og udendørs. Det gælder også sejlsporten og Dansk Sejlunion, og vi forventer, at alle sejlklubber, trænere og klasseorganisationer lever op til dette.

Hvis den enkelte sejler vil ud at sejle, så er det en rigtig god idé. Men det skal ske på en hensynsfuld måde uden nærhed til andre.

OL-sejlernes retningslinjer

Særligt for vores elitesejlere, som gerne vil forberede sig eller holde sig i form som led i deres OL-forberedelse, har vi følgende råd og retningslinjer:

  • Respekter myndighedernes retningslinjer om at blive hjemme i 14 dage efter hjemkomst fra udlandet
  • Brug tiden på at holde Jer i god fysisk form gennem træning hjemme og i naturen
  • Styrk Jeres regelkendskab og andre kompetencer. Vi arbejder på en plan for at tilbyde følgende online kurser: 
    • Regelkursus
    • SAP-analyse
    • Data analyse, testevent
    • Mentaltræning
    • Medietræning
    • Online fysisk træning kl. 15.00
  • Tag Jer af Jeres både og udstyr. Udfør reparationer og optimeringer. Tag gerne bådene hjem eller til afsides haller eller garager, når I ikke kan være i sejlsportscenteret og i klubberne
  • Hold Jer mentalt i form og bevar kontakten til sejlerkammeraterne i ind- og udland
  • Læg planer for Jeres kampagne
  • Hold kontakten til Jeres sponsorer og styrk jeres relationer og synlighed på sociale medier
  • Følg op på økonomi og regnskab
  • Når hjemmeopholdet er overstået, så tag gerne hver især på vandet for at træne, når vejret er til det
  • Der vil ikke være trænere tilstede på land eller på vandet, og der vil heller ikke være sikkerhedsbåde
  • Hvis I ikke er trygge ved, om I bør sejle uden sikkerhedsberedskab på vandet, så må I lade være. Hvis der var trænere og hjælpere på vandet, ville de og I potentielt kunne sprede smitte. Det spiller også ind, at vi ville komme til at sende et ødelæggende signal om uforståelig forskelsbehandling til resten af Sejlerdanmark

Det har endnu ikke været muligt at opnå en aftale med Aarhus Kommune om vilkår for individuel adgang til at få både ind eller ud af sejlsportscentret i forbindelse med individuel træning. I må derfor indtil videre henstille bådene udendørs.

Med venlig hilsen

Thomas Jacobsen, sportschef

Christian Lerche, direktør

content-loader
content-loader
content-loader