Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Den nationale rangliste i e-sejlsport åbnede mandag den 1. februar. Foto: Dansk Sejlunion

E-sejlsporten har vind i sejlene - nu med officiel dansk e-rangliste

Dansk Sejlunion åbnede mandag den nationale rangliste i e-sejlsport, som afgør, hvilke spillere der skal repræsentere Danmark i e-verdensmesterskabet til efteråret. Ranglisten sparkes i gang med kick off-stævne torsdag den 4. februar kl. 20.30.

Af Sara Sulkjær |

Flere og flere kapsejler bag computerskærmen. En tendens, der blot er blevet endnu tydeligere under den seneste års omfattende corona-pandemi. 

Alle er derfor inviteret til at sejle med på den nye, nationale rangliste, som Dansk Sejlunion i samarbejde med det internationale sejlforbund World Sailing og spilplatformen Virtual Regatta åbnede mandag.

En liste, som afgør, hvem der bliver udtaget til playoff-sejladserne til verdensmesterskaberne for e-sejlsport i september og oktober.

En sport i vækst

De ti bedste e-sejlere på den danske rangliste kvalificerer sig direkte til playoff-sejladserne, hvor 800 e-sejlere fra hele verden skal dyste videre om én af de seks pladser i finalesejladserne.

Det er anden gang, at World Sailing inviterer til et e-verdensmesterskab, og Dansk Sejlunion har netop indgået et formelt partnerskab med World Sailing om at føre en dansk rangliste.

En naturlig udvikling set i lyset af, at Dansk Sejlunion i 2019 anerkendte e-sejlsport som en selvstændig disciplin under sejlsporten, siger Christian Lerche, direktør i Dansk Sejlunion, i en pressemeddelelse:

– E-sejlsport er en sport i vækst, og som forbund ser vi en enestående mulighed i at kunne aktivere endnu flere sejlere i vores fællesskaber gennem e-sporten. Det er oplagt for vores sejlklubber at bruge tiden under coronanedlukningen til at introducere e-sejlsport blandt deres medlemmer, og ranglisten med mulighed for VM-kvalifikation er en perfekt anledning til at komme i gang.

Kom godt fra start

For at banke rusten af inden rangliste-sejladserne for alvor går i gang afholder Dansk Sejlunion et kick off-stævne den 4. februar klokken 20.30. Der dystes i fem sejladser, og de dygtigste går videre til medal race.

Stævnet er en oplagt mulighed for at teste formen forud for de officielle sejladser,

– Jeg glæder mig vildt meget til, at sæsonen for alvor går i gang. VM-formatet ser i år meget lovende ud med mere fokus på sejleren. Sidste år skulle man sejle hver eneste dag frem til september, hvis man ville være med i toppen af ranglisten, hvor det i år kun er et par dage om ugen, forklarer Lukas Mohr, danmarksmester i e-sejlsport 2020, kaptajn på det danske hold til e-Nations Cup og nummer 38 på verdensranglisten sidste år.

- Derudover bliver det også fedt at se, hvordan de andre danske sejlere klarer sig i de internationale stævner, der bliver afholdt i løbet af året, tilføjer den unge e-sejler.

I det stort anlagte e-verdensmesterskab er mere end blot titlen på spil. Verdens bedste e-sejler kan således gå hjem med godt 60.000 kroner i præmiepenge, når finalerne afsluttes i oktober.

VIP-medlemsskab til de bedste

Så stor en præmiesum er ikke på højkant, når Dansk Sejlunions optaktsstævne skydes i gang torsdag den 4. februar klokken 20.30. Du kan følge med, få koder til spillet og mere info via Discord, der er en online kommunikationsplatform.

Her annonceres stævner, taktik diskuteres, og der er hjælp at hente for dig, der er helt ny på Virtual Regatta.

Uanset om du vil sejle med om kvalifikationen til VM eller bare har lyst til at sejle for sjov, er det en god idé at være med på Discord.

Du kan også tilgå Dansk Sejlunions kickoff-stævne på Sailranks her.

Der dystes i fem sejladser plus medal race med præmier til de tre bedste sejlere - et VIP-medlemskab af Virtual Regatta, der gælder frem til den 31.december 2021.

Om verdensmesterskabet i e-sejlsport
Stævnerne foregår på spilplatformen Virtual Regatta, som du kan hente i din app store. World Sailing vil et par gange om ugen offentliggøre stævner af forskellig varighed, hvor deltagerne dyster mod andre e-sejlere fra hele verden i kampen om placeringen på ranglisten.

Ranglisten udgøres af de point, man får samlet sammen i de forskellige stævner. Et stævne består af et antal sejladser, man minimum skal sejle for at blive ranket. Har man mod på at sejle mere end minimum, kan man forbedre sin score ved at sejle en bedre serie. Sejler man mindre end minimum, vil man få 0 point for de sejladser, man mangler.

Danmarks ti bedst placerede e-sejlere går videre til playoff-sejladserne til e-VM. Som ekstra bonus vil den nationale rangliste også danne en del af grundlaget for spillerudtagelsen til Nations Cup senere på året. En konkurrence, hvor Danmark sidste år sluttede på en flot fjerdeplads.

Finalepladser til VM fra andre stævner
Foruden de seks pladser, der skal findes blandt de dygtigste på ranglisterne, vil vinderen af den samlede verdensrangliste før playoff-sejladserne også kvalificere sig direkte til finalen.

Derudover vil vinderne af en række særlige stævner som eksempelvis eSailGP, PRADA Cup og Olympic Regatta også kvalificere sig direkte til finalen i e-VM.

content-loader
content-loader
content-loader