En æra er slut: Finn Beton går på pension - nu leder Dansk Sejlunion efter ny cheftræner i Aarhus
Kan du udvikle danske topsejlere og bringe dem ind i verdenseliten i samarbejde med gode kolleger? Så er det måske dig, der skal være Dansk Sejlunions nye cheftræner på Aarhusbugten.
Den populære kulttræner Finn Beton trækker til sommer pensionistkortet. En mand, der i den grad har været med til at hæve barren i Elite- og Talentcenter Aarhus (ETC Aarhus). Det er derfor en stor plads, der skal udfyldes, når Aarhus-trænerens afløser skal findes:
- Vi søger derfor en ambitiøs cheftræner med mange idéer til, hvordan vi kan styrke og udvikle sejlsportens talent- og elitemiljø i og omkring Aarhus sammen med kolleger, interessenter og samarbejdspartnere. Du får en central rolle i forhold til at udvikle atleternes evner som sejlere samt skabe de rette omgivelser for toppræstationer, forklarer Dansk Sejlunion i et stillingsopslag på deres hjemmeside.
Forskellige opgaver i højt tempo
For at blive en del af sejlunionens Aarhus-team skal du have stærke ledelsesmæssige samt pædagogiske kompetencer, således at du både kan stå i spidsen for talent- og elitearbejdet og støtte op om den enkelte sejlers sportslige og personlige udvikling.
Som en del af trænerteamet kommer du til at løse mange forskellige opgaver og ofte i højt tempo.
Du får samtidig frihed og ansvar til at drive og løse opgaver, der kræver stor selvstændighed, ligesom du også kommer til at arbejde tæt sammen med såvel kolleger i trænerteamet, fageksperter og eksterne samarbejdspartnere.
Unionen søger en cheftræner med:
• En relevant videregående uddannelse – f.eks. ITA eller Idræt på bachelorniveau eller tilsvarende
• Skarpe sportsfaglige færdigheder indenfor en eller flere af følgende discipliner: Jollesejlads, windsurf og kitefoil
• Dokumenteret erfaring som træner i sejlsportsmiljøet
• Interesse og flair for at arbejde med unge og engagement i deres udvikling, både personligt og sportsligt
• Flair for sociale medier og organisatorisk arbejde
• Analytisk sans og strategisk forståelse
• Stærk interesse for eliteidræt og stor samfundsforståelse
• Gåpåmod, nysgerrighed og et positivt mindset
Dine opgaver bliver blandt andet at:
• Lede og drifte ETC Aarhus på daglig basis med reference til centerets styregruppe og Dansk Sejlunions sportschef
• Pleje centerets interessentnetværk, herunder relationer til kommuner samt de klubber der er med i centersamarbejdet
• Organisering og afvikling af daglig træning på vandet samt træning/udvikling af sejlere på udvalgte hold
• Ledelse og sparring i forhold til ETC Aarhus’ funktionstrænere
Interesserede er velkomne til at kontakte Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen på tlf. 29160920. Læs mere her.
Kilde: Dansk Sejlunion