Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Line Markert, formand for Dansk Sejlunion, overrækker Dansk Sejlunions Ærestegn. Fotos: Mogens Hansen
Sejlklubber
Line Markert, formand for Dansk Sejlunion, overrækker Dansk Sejlunions Ærestegn. Fotos: Mogens Hansen
Sejlklubber
Sejlklubber
Sejlklubber
Sejlklubber
Sejlklubber

Finn 'Beton' Jensen hyldes med Dansk Sejlunions Ærestegn ved stor afskedsreception i Aarhus

Finn ’Beton’ Jensen er onsdag tildelt Ærestegnet, Dansk Sejlunions største hæder, for sin årelange indsats for dansk sejlsport ved sin afskedsreception i Sejlsportscenteret, med flere hundrede gæster. Læs hvad Jesper Bank, Martin Kirketerp og Salskov-Iversen husker kulttræneren for.

Af Troels Lykke |

Der er meget få mennesker i verden, der kan bryste sig af at være født ind i en sejlklub.

Der er heller ikke mange, der kan skrive på cv’et, at de har været involveret i langt de fleste OL- og VM-medaljer i de olympiske sejlsportsklasser i over 30 år. Eller for den sags skyld at være blevet hædret med Talentprisen ved DR’s store sportsshow.

Men det kan Finn ’Beton’ Jensen, skriver Dansk Sejlunion til pressen.

En ener i dansk sejlsport, der efter flere årtier i trænergerningen, nu drosler væsentligt ned og modtager folkepension.

Hans engagement i dansk sejlsport blev fejret 13. oktober i Sejlsportscenteret i Aarhus, hvor hovedpersonen selv, foran flere hundrede sejlere, blev tildelt den største hæder i unionen, Dansk Sejlunions Ærestegn, af Line Markert, formand for Dansk Sejlunion.

Line Markert: Han har værnet om fællesskabet

– Finn har været en inspiration for rigtig mange sejlere i mere end tre årtier. Gennem trænerrollen har han medvirket til utroligt mange sejleres sejlglæde og resultater på kapsejladsbanerne. Han har værnet om fællesskabet og delt gavmildt ud til høj som lav af sit imponerende bagkatalog. Derfor er det helt naturligt, at vi nu hædrer ham med Dansk Sejlunions Ærestegn, begrunder Line Markert, formand for Dansk Sejlunion, tildelingen af hæderen.

Djævlens advokat i Barcelona

Finn ’Beton’ Jensen blev første gang ansat i Dansk Sejlunion i 1987 som kraftcentertræner i Kaløvig. Siden har han været tilknyttet Dansk Sejlunion i større eller mindre omfang gennem årene. Altid til stede og med sejlernes bedste for øje.

Han har blandt andet været en del af OL-setuppet ad flere omgange, således også i 1992, da Jesper Bank tog guldmedaljen i Soling sammen med Steen Secher og Jesper Seier i Barcelona. En guldmedalje, han spillede en større rolle i, end de fleste, heriblandt Finn ’Beton’ selv, egentlig ved af, forklarer Jesper Bank.

– Da vi sad og terpede matchrace cases om nætterne i Barcelona, hang han troligt på. Vi synes selv, vi var specialister og nogle ’fandens karle’, men der tog Finn rollen som det modsatte hold og lykkedes med at finde måder at udfordre os på. Han blev ved med at minde os om, at det ikke er os, der bestemmer reglerne på banen. Det er umpirerens job. Det er egentlig ikke noget, vi har talt så meget om før, men Finn var en stor del af resultatet i Barcelona og nok også mere, end han egentlig selv ved af, siger den dobbelte olympiske guldvinder.

Foruden Jesper Bank har andre forgyldte sejlere som Jonas Høgh, Martin Kirketerp, Signe Livbjerg og Jonas Warrer også på den ene eller anden måde haft Finn ’Beton’ Jensen med på karrierevejen.

Nysgerrig af sind

De seneste tre år har den nu 68-årige sejler varetaget rollen som cheftræner i Elite- og Talentcenter Aarhus. En rolle, han nu drosler væsentlig ned for.

Men selvom pensionsalderen således nærmer sig, har Finn ’Beton’ ikke mistet sin nysgerrighed på sejlsportens udvikling, siger sportschef Thomas Jacobsen.

Når nye klasser kommer til, kaster Finn ’Beton’ sig ofte over dem som en af de første og klør på for at lære dem at kende. Senest er det den foilende windsurfklasse, IQ Foil, som den utrættelige træner har taget fat på.

– Finn har en stor del af æren for, at windsurf-miljøet i Aarhus nu er samlet. Han greb det på et tidligt tidspunkt og løftede det ind i unionen. Han er selvfølgelig godt klar over, at han ikke kan lære sejlerne ret meget rent teknisk, men han har skabt en forståelse blandt gruppen i forhold til, hvad der skal til for at gøre sig gældende internationalt, uddyber Jacobsen.

Netop iQ Foil-sejlerne kommer Finn ’Beton’ Jensen da også til fortsat at følge som coach, inden han efter planen går helt på pension ved årets udgang.

Martin Kirketerp: Finn tænker ud af boksen

OL-guldvinder i 49er sammen Jonas Warrer i 2008. Sejler i dag på det danske Sail GP-hold.

– Finn Beton er unik. Han prøver at tænke ud af boksen og er ikke bange for at prøve ting af. Hans passion og mindset har været noget af det, jeg har brugt igennem de 25 år, jeg har kendt ham, og siden jeg røg under hans vinger i Europajollen første gang. Hans bedste citat er helt klart: ’Den bedste debrief foregår med en enkel øl efter sejlads’.

Jesper Bank: Ordet ’arrogance’ kan han ikke stave til

OL-guldvinder i Soling 1992 & 2000 samt OL-bronze i 1988. Er i dag kommerciel direktør i Elvstrøm Sails.

– Helt grundlæggende var Finn jo en, som altid var tilgængelig. Det er ret unikt. Der var aldrig noget med, at han lige skulle noget andet. Han var altid en medspiller, og han havde aldrig nogle forbehold i forhold til de måder, vi havde lyst til at gribe sejladserne an på. Han har også altid været en, man kunne gå til og føle sig sikker og tryg ved uanset, hvor man befandt sig i sin karriere. Man har fået et dybt seriøse svar, og han har behandlet alle med meget respekt. Du kan være helt sikkert på, at ordet ’arrogance’ kan han ikke stave til. Det er en adfærd, han overhovedet ikke kender.

Katja Salskov-Iversen: Han lærte om gameplan

OL-Bronzevinder i 49er FX, 2016. Sejler i dag på det danske Sejlerlandshold og på det danske Sail GP-hold.

– Han har altid gået meget op i the fundamentals, og han var den første til at lære mig, at man skal have styr på sin playbook. Særligt når man sejler som et hold, er det vigtigt ikke at skulle diskutere alting, men at man har en gameplan for enhver given situation. Samtidig har Finn altid været god til at være til stede, uden at han egentlig behøvede. Hvis man var på vandet, råbte han altid lige efter en med et velment råd.

content-loader
content-loader
content-loader