Gå til hoved-indhold
Tur

Nye sejlerfamilier - mød familien Jacobsen Micheelsen med både duelighedsbevis, yachtskipper og baby ombord

Hos Minbaad.dk kan du den kommende tid møde forskellige sejlerfamilier. Der er kommet mange nye til, og de er ikke ens. Vi har forestillinger om, hvordan en sejlerfamilie er - men måske vi skal til at ændre vores syn på det, fortæller tur-journalist Cille Rosentoft.

Af Cille Rosentoft |

De sejlerfamilier, jeg har talt med, er vidt forskellige og deres tilgang til sejlads og til dét at være bådejere, er der også stor forskel på. Alligevel har de dét til fælles, at de elsker havet, og at de ønsker at bruge tid sammen. Derudover er der ikke mange lighedstræk, men de er alle nye sejlerfamilier.

Mød én af familierne her:

Familien Jacobsen Micheelsen: Katrine 24 år, Stefan 30 år og lille Alexander på tre måneder.

Katrine og Stefan, hvilken båd har I købt?

Stefan: - Vi har købt en Albin Ballad fra 1976. Vi havde kigget en del på markedet, da vi endelig fandt denne. Katrine forelskede sig fuldstændig i den. Hun hedder Jytte efter den tidligere ejer. Der er nemlig så meget Jytte i hende, og de tidligere ejere elskede denne båd overalt på jorden og kommer stadig og kigger til hende i ny og næ. Så hun kan ikke hedde andet end Jytte.

Hvad er jeres erfaring med sejlads, og hvordan er I kommet i gang?

Katrine: - Jeg er fra en fiskerfamilie og er vokset op med at kunne kigge til kuttere, at kunne fiske og altid være tæt på havet. Jeg har altid haft en interesse for havet og for sejlads, men har ikke sejlet tidligere. Jeg har nu været på togter ude i verden og har både sejlet i Caribien og i Indonesien. Da jeg kom hjem fra det sidste togt, ville jeg have min egen båd. Så kom corona, og vi fandt en båd. Jeg havde inden afgang som gast taget både duelighedsbevis og yachtskipper, fordi jeg ville være sikker på, hvad jeg lavede.

Stefan: - Jeg har ingen baggrund i sejlads, og jeg har aldrig stiftet bekendtskab med det, før vi selv købte båd. Katrine tog til Indonesien, og jeg var ret sikker på, at det ikke var noget for mig. Så kom hun hjem, og efter lidt tid planlagde hun at tage til Caribien, og der sagde jeg også; “det er bedst, at du tager afsted uden mig”.  Men da hun så kom hjem og sagde; “så er det nu, vi skal have vores egen båd”, var jeg klar.

- Nu har jeg taget duelighedsbevis og er på sejlerskole med H-både. Så nu er det sådan set mig, der trimmer sejlene. Før var det Katrine, der udelukkende havde styr på det. Nu er det os begge.

Hvordan har jeres sommer været?

Katrine: - Det er gået over ud over al forventning. Vi har Alexander i liften og så liften ned på dørken. Når vi tænder motoren, falder han i søvn. Vi er startet ud med korte stræk for at se, hvordan han tog det. Vi var meget konservative i starten og sejlede 3-5 timers stræk.

- Man skal jo hele tiden fornemme, hvordan det går, når man sejler med et lille barn ombord. Vi sørger for at have en backup-plan, så vi ikke er nødt til at kaste os ud i noget, hvor vi ikke har fuldstændig styr på det.

Hvordan er det at træde ind i denne sejlerverden?

Katrine og Stefan: - Vi er altid nervøse for havnemanøvrer, fordi man bliver modtaget af en masse mennesker, som kigger. Men vi har fundet ud af, at vi bare skal øve og øve. I nye havne er det altid svært.

- Heldigvis oplever vi altid, at folk er meget imødekommende og hjælpsomme. Vi får altid positiv respons, og folk er lidt imponerede over, at vi har en baby med. Der er en del uskrevne regler, som vi lige skal lure. Men heldigvis er stemningen meget bedre i virkeligheden, end den er på Facebook. Man bliver taget imod, som man er, og alle vil gerne give gode råd, men på en hjælpsom og positiv måde.

- Lige da vi havde købt båden, fik vi mange gode råd. Har I styr på, hvilken farve bøjerne har? Og den slags spurgte folk os om - de havde mange antagelser om, hvad vi kunne og ikke kunne. Men generelt er folk mega søde. De er hjælpsomme og stiller spørgsmål på en pæn måde, så man lærer noget.

Hvad har været svært, udfordrende eller overraskende?

Katrine: - Det er svært at få de rigtige svar, for hvis man spørger til råds ét sted, får man ét svar, og hvis man spørger et andet sted, får man et andet svar. Der er mange skoler indenfor, hvad man må og ikke må og derfor også mange måder at gøre tingene på. Man får noget forskelligt at vide, og det kan være svært og forvirrende som ny sejler.

Stefan: - Vedligeholdelses-delen er svær, og det lærer man ikke noget om til duelighedsbevis. Hvor skal man starte, og hvordan ved man, hvad der skal kigges på. Eksempelvis er der dieselfilteret, der skal renses … Man vil gerne spørge de kloge hoveder, men tit er de kloge hoveder ikke enige.

- Det er dyrt! Det er så dyrt at tabe en dims i vandet - også dyrere end vi regnede med, inden vi blev bådejere. Men det er en spændende verden at komme ind i, og det er virkelig vildt, hvor meget fedt grej man kan få.

Katrine og Stefans gode råd til andre

1. Kig altid på vejrudsigten inden afgang

Man skal kigge på vejrudsigten, og man skal kigge fremad. Vores oplevelse er, at man altid kan have en god sejlads, hvis man tjekker vejret og orienterer sig.

2. Brug de erfarne

Sejl ud med nogle, der har styr på det de første mange gange. Der kan hurtigt være forhold, der ændrer sig, og ting man ikke har styr på. Det kan også være rart at få hjælp til havnemanøvrer de første mange gange. Hvis man har det privilegium, at man kender nogle med erfaring, så tag dem med ombord.

3. Tid er den vigtigste sikkerhedsline

Brug tiden til jeres fordel og lad være med at kaste jer ud i noget. Hvis man er i tvivl, så er man ikke i tvivl. Så vent og bliv i havn! Det er det bedste råd, vi har fået, og det følger vi altid! Den største sikkerhed finder vi i tiden.

4. Planlæg og forbered alt

Vi planlægger og forbereder alt, for vi kan ikke tillade os andet med et spædbarn ombord.

Vi havde en oplevelse med GPS'en, som var indstillet forkert. Hvis vi havde fulgt den, var vi helt sikkert gået på grund, men vi havde selvfølgelig en plan B. Vi har også altid papir-kort ombord. Papirkort er plan A, GPS er plan B ombord på vores båd.

content-loader
content-loader
content-loader