11th Hour Racing kolliderer med motorbåd kort før start i The Ocean Race Europe
To sømil fra startlinjen påsejlede IMOCA 60'eren en motorbåd for anker. Ingen kom til skade under ulykken, der tvang 11th hour-sejlerne til at udskyde deres start i Cascais i Portugal mod Alicante i Spanien. Se videoklip fra kollisionen.
Det er ikke kun sejlerne på de lynhurtige, foilende IMOCA-både, der oplever dramatik fra første parket under The Ocean Race Europe. Da starten på offshore-sejladsens andet ben skulle gå søndag eftermiddag i portugisiske Cascais fik fans i en mindre, opankret motorbåd sejladsen at mærke fra tæt hold - også lidt for tæt.
11th Hour Racings foilende IMOCA aflagde i høj fart sejlerne et besøg, hvilket kan ses 24 minutter og 40 sekunder inde i startens re-live øverst i artiklen.
Vestas tager det fulde ansvar
Hverken motorbåden eller de ombordværende Ocean Race-fans kom noget til under kollisionen og kunne for egen kraft vende tilbage til havnen. Også Vestas-båden slap for større skader, selvom IMOCA'en måtte udskyde sin start for i stedet at sætte kursen mod et ekstra tjek i marinaen:
- Vi tager det fulde ansvar for, hvad der skete på vandet i dag. Vi er tilbage i marinaen og undersøger nøjagtigt, hvad der skete med vores båd. Vi har helt sikkert en skade på vores bagbord foil. Vi arbejder sammen med shore-teamet og designteamet for at se, hvad det betyder for vores deltagelse, forklarede skipper Charlie Enright umiddelbart efter uheldet.
Skaderne viste sig heldigvis at være minimale. Kun to timer senere var Vestas-sejlerne atter på startlinjen og kunne indlede deres sejlads mod spanske Alicante, hvortil feltet forventer at ankomme torsdag.
Følg 11th Hour Racing og de øvrige Ocean Race-både via livetracking her.
The Ocean Race Europe - ruten
May 29 - Leg Start - Lorient, France
June 5 - Coastal Race - Cascais, Portugal
June 6 - Leg Start - Cascais, Portugal
June 13 - Leg Start - Alicante, Spain
June 19 - Coastal Race - Genova, Italy
Kilde: The Ocean Race