Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
H-båds-sejlerne lufter flyvesejlet i Langelandsbæltet. Foto: DM i H-båd 2021

Tysk sejler i spidsen foran Claus Høj Jensen ved DM i H-båd

Med fem point til tyske Horst Kohne efter DM's førstedag kan suveræne Claus Høj Jensen fortsat vinde stævnet. Der sejles frem til lørdag.

Af Sara Sulkjær |

Den mangedobbelte danmarks- og verdensmester Claus Høj Jensen bliver udfordret ved mesterskabet på hjemmebanen.

Efter fire sejladser er den ellers ofte suveræne sejler henvist til andenpladsen med fem point til tyske Horst Kohne fra Berlin, mens Vejle-sejler Claus Hovgaard er på tredjepladsen. 

 

De danske og udenlandske DM-sejlere dyster i Langelandsbæltet ud for den lille Onsevig Havn på Nordvestlolland, som i disse dage syder af liv med 28 H-både i det stærke felt.

En østlig vind på 3-6 sekundtmeter med masser af vindspring på op til 30 grader og meget varierende vindstyrke har indtil videre været på programmet. 

Forhold, der altså ikke forhindrede den tyske båd i at sejle en meget stabil serie på 1-3-1-4.

Mesterskabstitlen er sikret

Det tre dage lange mesterskab fortsættes fredag, hvorefter vinderen udpeges efter lørdagens afgørende sejladser. 

- Dommer Hans Friis satser på, at der sejles fire sejladser hver dag, hvilket nok kan blive vanskeligt med de næste dages vejrudsigt, påpeger stævneleder Peter Dan Petersen i en pressemeddelelse.

Selve mesterskabstitlen er allerede sikret, da der som minimum skal sejles fire sejladser, hvilket blev opfyldt torsdag.

content-loader
content-loader
content-loader