Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
XRP-cruise-sejlet under sommerens test. Foto: Elvstrøm Sails

Elvstrøm Sails har et grønnere alternativ på trapperne - det bæredygtige XRP-cruise

Hovedbestanddelene i den nye sejldug er lavet af genbrugsmaterialer, hvorfor prisen ikke forandres nævneværdigt sammenlignet med matchende alternativer. Samtidig er materialet formstabilt og nemt at rulle ud, viser test på Dehler 38SQ.

Af Sara Sulkjær |

Elvstrøm Sails lancerer snart et nyt og grønnere materiale til sejl. Allerede for over et år siden blev de første eco-venlige materialer lanceret af den danske sejlmager.

- Vi glæder os over nu at kunne tilbyde endnu en mulighed med vægt på et mere bæredygtigt valg - det vi hos os kalder en EKKO-option, fortæller udviklingschef, Flemming Christensen.

XRP-cruise er en laminatdug, der er blevet testet på blandt andet en Dehler 38SQ, hvilket også fremgår af artiklens billeder.

Smart genbrugsmateriale

XRP-cruise laminatdugens hovedbestanddele, UV-beskyttende film, udvendig Taffeta og fibre, er alle lavet på genbrugspolyester. Kombinationen af de sorte polyesterfibre og den hvide taffeta giver et lysegråt udtryk.

- Vi har over en længere periode arbejdet på at få specificeret materialet i tæt samarbejde med leverandøren. Laminatdugen bruges i trioptimale layouts og kan anvendes til flere forskellige sejltyper, påpeger Flemming Christensen i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Dugen kommer i tre forskellige kvaliteter til både fra cirka 32 fod og op til cirka 50 fod. Til de helt store både stabiliserer vi dog dugen yderligere med UPE-fibre, som ikke er lavet af genbrugsmateriale.

Konkurrencedygtigt alternativ

Den nye XRP-cruise er ikke blot et mere bæredygtigt valg, men samtidig en konkurrencedygtig løsning.

- Prisen ligger på niveau med lignende high-end-polyester-laminatduge på markedet i dag. Vi håber, at det faktum, at du ikke behøver bekymre dig om prisforskellen gør, at flere vil tage det grønnere valg, understreger Flemming Christensen.

I starten af sommeren 2021 blev det nye materialet testet på en Dehler 38SQ, og testen var overbevisende, hvis man spørger de tyske kolleger, der var involveret. Materialet viste sig meget formstabilt og nemt at rulle ud og ind, og optisk er der ingen forskel at se i forhold til til virgin-materialer.

En bæredygtig rejse

Der er mange faktorer, der peger i retning af, at der vel næppe er et bedre tidspunkt end nu at sætte mere skub i de bæredygtige løsninger.

- Vi har en del fokus på bæredygtighed og arbejder løbende med at source materialer af genbrug, ligesom vi naturligvis også har øje på processerne i vores produktion generelt. Al den energi, vi bruger i produktionen, kommer for eksempel fra vindenergi. På flere fronter er vi godt stillet i Danmark. Vi er naturligvis afhængige af vores partnere i industrien. Vi erkender, at vi blot er en del af løsningen, men fra vores side arbejder vi i hvert fald målrettet på den agenda, fortæller marketingchef, Lise-Lotte Møhring Larsen.

content-loader
content-loader
content-loader