Gå til hoved-indhold
Kapsejlads

Klassetjek: Man bliver aldrig for gammel til at sejle Europajolle

Børn og fædre kan dyste i samme felt, når Europajollerne mødes til stævner i ind- og udland. Med en idealvægt på mellem 60 og 75 kg henvender jollen sig til et bredt udsnit af de konkurrenceglade sejlere.

Af Sara Sulkjær |

Minbaad.dk tager temperaturen i de danske bådklasser. Denne gang rettes kikkerten mod den tidligere olympiske Europajolle-klasse, der har haft deltagelse af verdensklassesejlere som Jonas Høgh og Anne-Marie Rindom. Rune Meedom Cramer, der de sidste to år har stået i spidsen for klassen, fortæller.

Rune Meedom Cramer, hvorfor skal man sejle Europajolle?
- Det er en båd, der matcher de fleste aldersgrupper og kropsbygninger. Sejlere helt ned til 14 år og familiefædre i 50’erne sejler jollen, der takket være forskellige master og sejl kan tilpasses til sejlere med en vægt på mellem 50 og 80 kg. 

- Når du først er i Europajollen, behøver du derfor ikke skifte klasse igen. Vi har sejlere, der har været i feltet i 15-20 år, for man bliver aldrig den perfekte sejler og møder altid nye udfordringer. Samtidig kan du med jollens mange trim sejle dig ud af rigtig meget, hvorfor piger på 60 kg og tungere drenge på 75 kg kan vinde de samme stævner.

Hvad koster det at sejle Europajolle?
- Sejlads er jo ikke verdens billigste sportsgren, men jeg synes, vi matcher de andre jolleklasser. For et stævne i udlandet må du typisk lægge omkring 3.000 kroner i stævnegebyr, mens den samlede pris for de fire årlige ranglistestævner lander på 2.000 kroner. 

- Samtidig kan du finde rigtig, rigtig gode og brugte joller til 30.-50.000 kroner. Du får meget for pengene, for den holder i mange år, og en række gode sejl følger ofte med. De fleste sejlere køber ét nyt sejl i året til omkring 7.000 kroner, men jeg kender også top-10-sejlere, der har to-tre år gamle sejl. Nye joller produceres fortsat, men for dem må du give knap 100.000 kroner.

Hvad gør I for at få nye ind i klassen?
- Vi er så heldige, at mange klubber har Europajoller, som de unge sejlere i 14-16-års alderen naturligt går videre til efter at have sejlet Zoom8, Tera eller lignende joller. Det betyder, at vi årligt kan byde 5-10 nye sejlere velkomne, mens et tilsvarende antal får andre prioriteringer og dropper ud af klassen.

- Ikke mindst de sidste to-tre år er mange yngre sejlere kommet til, efter at gennemsnitsalderen i klassen i en periode steg. Vi oplever med andre ord et mindre generationsskifte, da en stor del af de ældre Europa-sejlere er startet på studie og i mangel på tid har valgt at sælge deres jolle.

Hvordan sørger I for vidensdeling blandt sejlerne?
- Forskellige trænere fra forskellige årgange og med forskellige baggrunde er hyppige gæster på vores mange lejre, hvor sejlerne kan få adgang til ny viden. Her supplerer sejlerne også med deres egne inputs, ligesom de løbende gør det på vores Facebookside. 

- Jeg føler ikke, at nogen holder deres hemmeligheder og gode råd for sig selv, hvilket netop er med til at sikre det generelt høje niveau, vi har i Danmark. Toppen i Danmark ligger også til tops i verdens-fleeten.

Hvor sejles der særligt Europajolle, og hvilke stævner vil I anbefale at sejle i den kommende sæson?
- Med 40-50 sejlere på startlinjen ved de fire årlige ranglistestævner har vi i Danmark et af verdens største felter, hvortil særligt de større klubber som Kaløvig, Hellerup, Egå, Fredericia, Sønderborg, Faaborg og Thurø bidrager med sejlere. Også i Tyskland, Sverige, Belgien og Frankrig er klassen stor, mens briterne ligeledes er på vej. 

- Vi dyster derfor mod mange udenlandske sejlere ved Kielerwoche, som plejer at være stort, samt til EM og VM, der i år sejles i henholdsvis Spanien og Sverige. 30 danske sejlere har mulighed for at deltage ved disse internationale stævner, men oftest er pladserne kun fyldt ud, når stævnerne afvikles nær den danske grænse.

Hvordan ser fremtiden ud for klassen i Danmark?
- De sidste år har gennemsnitsalderen i klassen ligget stabilt på 16-18 år, så det tegner godt. Især vores stærke fællesskab, tror jeg, er med til at fastholde klassens popularitet, ligesom vi har en stor bredde i feltet, både helt nye sejlere og talenter med OL-ambitioner er med.

- Netop de mange dygtige sejlere kan dog også udfordre de helt nye, som skal vænne sig til at sejle i et felt med et højt topniveau. Alligevel er der plads til alle, og det er netop dét, der er med til at skabe vores fantastiske sammenhold.

Er I tilfredse med jeres hjemme- og Facebookside?
- Mens hjemmesiden fungerer som vores hovedkanal, er Facebook oplagt til de mere dagligdagsting som træning, salg af joller og lignende. Der diskuteres, omtales og deles viden, både af os, men især af sejlerne selv. 

- Derimod kan al den officielle og nødvendige information hurtigt findes på vores hjemmeside, da den fungerer som envejskommunikation fra os til sejlerne. Her er blandt andet overskuelige og lettilgængelige oplysninger om de kommende stævner, lejre og andre aktiviteter.

Blå bog om formanden:
Navn: Rune Meedom Cramer
Alder: 22 år
Beskæftigelse: Studerer til maskiningeniør
Sejlklub: Kaløvig Bådelaug

Om Europajollen:
Længde: 3,35 m (10 fod)
Bredde: 1,38 m
Dybgang: 1 m
Vægt (min.): 60 kg
Hjemmeside: www.europeclass.dk
Facebook: Europeclass Denmark

content-loader
content-loader
content-loader