TV MidtVest forkæler sejlerne og sender masser af flot tv fra VM i H-båd med spilerkæntringer i Struer
Ved OL er der sejlsport på tv, på samme måde skete det ved VM i Struer. Se velproduceret indslag på fem gange 29 minutter fra VM i H-både med spilerkæntringer i 14 m/sek. og interviews med vinderne. To Vejle-både kolliderede voldsomt mellem sejladserne lørdag. Finn Nikolajsen kommenterer.
Se ét af de mange 29 minutters super indslag på TV Midt Vest, hvor den tidligere verdensmester Finn Nikolajsen kommenterer om, hvad der sker på banen.
Minbaad.dk sejlede med til VM i H-både som fordæksgast hos Ole Engblom på DEN 420 fra Sejlklubben Frem i København.
Vi tog en samlet 18. plads blandt 44 hold, trods spilerkæntring i 13-14 m/sek., hvor næbbet til spilerstagen røg. Samme næb gik også i stykker i går, lørdag, hvor vi udgik af sejladsen i 12 m/sek., da vi ikke synes, det var sjovt at sejle uden spilerstage.
Flere andre kæntrede med spiler, selvfølgelig ikke Claus Høj Jensen, der vandt overlegent med sine to supergaster Frederik og Rasmus fra Herslev Strand Sejlklub.
Vejle-både i stor kollision
Ebler og Hovgaard-besætningen var så uheldige at ramme hinanden mellem to sejladser på finaledagen lørdag, hvor vi i over en en time ventede på, at vinden skulle komme under 12 m/sek., så vi kunne sejle igen.
Der gik hul i siden på den ene båd, og begge både kunne ikke sejle lørdagens to sidste sejladser.
Stor ros til Struer Sejlklub for, at de fik TV Midt Vest til at bringe sejlads hver eneste dag fra VM i Struer over fem dage. Et VM, som i øvrigt var arrangeret flot med mange frivillige hjælpere.