Gå til hoved-indhold
Test
Den danske X5.6 til 12 mio. kroner fuld sejlklar og med North Sails 3Di-sejl, blev testet i pust over 10 m/sek. udfor Årøsund. Båden oser af overskud. Fotos: Troels Lykke
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test

Test af X-Yachts sexede X5.6: Vild luksus og sejlglæde

X-Yachts flagskib inden for Pure X-serien, X5.6, testede vi i op til 10 m/sek. Vi skulle nok have rebet det gigantiske storsejl, men med to ror i vandet var der styr på båden i hårde pust. Dét, som slog os, var, hvor lydløst der var i den 4,9 meter brede kahyt under sejladsen.

Af Troels Lykke |

En 56-fods drømmebåd. Det vil de fleste kunne skrive under på. Chefdesigner Niels Jeppesen og X-Yachts har skabt noget af en turbåd med X5.6'eren, der er den største i turserien Pure-X, der kom til i 2016.

Det blæser, da jeg træder om bord ud for Årøsund, hvor den 17,25 meter lange båd er sejlet til fra Haderslev.

Med Andersens gigantiske el-spil får vi med tryk på en knap hevet det eksklusive North Sails 3Di-storsejl ud af danske Mainfurls rullebom.

Et par minutter senere er det grå sejl i top på Exxon-kulfibermasten på langt over 20 meters højde. En af X5.6-bådene, der er i ordre, leveres også med en alu-mast fra John Mast i Greve.

Bommen sidder højt og sikkert over det flade, indbydende teakdæk, hvor de mange luger naturligvis er flushmonteret.

Så lydløs i selv hårdt vejr

Så kommer regnen. Jeg lader de finske bådjournalister komme til først, og går under dæk med en italiener, der er stærkt interesseret i X5.6'eren. Han spørger smilende, hvad jeg synes om den danske luksusbåd, der nu krænger, så vi skal holde fast, så vi ikke rutsjer ned i læen af den 4,9 meter brede båd.

- Dét, som slår mig, er, hvor lydløs den er, forklarer jeg, mens jeg kan se, at vandet slår på skrogvinduerne.

De små bølger skærer den 18,1 tons båd let. Vi er om bord på en stor båd, hvor man kan fornemme, at der er kontrol over tingene. Der er da også en blykøl, der stikker 2,9 meter som standarddybde.

Masten giver sig heller ikke, den er nemlig spændt fast med rodrig. Heller ikke skroget giver sig, da det er vakuumstøbt i epoxy. Det kan siges med et ord: Kvalitet.

Tre solgt til Danmark

Og kvalitet koster. X5.6'eren har da også en startpris på lidt over 9 mio. kroner. Det er ikke ligefrem et beløb, som en lønmodtager kan præstere, men man har vel lov at drømme. Faktisk er der solgt tre X5.6'ere til Danmark ud af et totalsalg på syv både i maj, hvor vi testede båden.

Køberne, også dem i Israel, Tyskland og Norge, har alle planer om at sejle langt. Krydse Atlanterhavet, cruise rundt i Middelhavet og bade. Hive den lille RIB ud fra det store agterrum og sejle ind til kysten, mens båden ligger for anker.

Mange af køberne får derfor installeret aircondition og generator i bådene. Men det er jo oppe, man helst vil være, ikke mindst hvis solen skinner. Cockpittet er dejligt bredt, og helt agter er placeret en bænk i midten, hvor to personer kan sidde. En god detalje.

Der er to forstag på X5.6'eren, og vi ruller heavy-fokken ud, da det blæser op. Vi skulle nok også have rullet storsejlet ned, da der er pres på roret i pustene, og båden krænger pænt, men der er helt styr på båden, da der er to ror i vandet.

Vi mister derfor aldrig kontrollen på roret. Farten på halvvind i 8-9 meter per sekund nærmer sig de 10 knob, og krydsfarten er lige omkring 8 knob. Det er en turbåd, men med stor sejlglæde, hvilket er X-Yachts' DNA gennem over 40 år.

Kogeø med Quooker

Om læ er der selvfølgelig virkelig god plads. Du kan få båden i otte forskellige indretninger og med forskelligt trævalg. Testbåden, der er solgt til en nordmand, er med lys eg, som bliver mere og mere populært. Den er med to agterkahytter. Et toilet agter og et toilet fremme ved forkahytten ses også.

Båden mangler ikke noget, hvis man er på langtur, eksempelvis er der opvaske- og vaskemaskine.

Båden fås med kogeø eller et lukket pantry. Kogeøen virker som en rigtig god idé, ikke mindst når båden krænger, så er der noget at støtte sig til, men naturligvis er det primært smart, når der skal laves mad. I vasken i kogeøen kan man få kogende vand med en Quooker, og fryserummet hæves elektrisk.

Præcis tankmåling med Victron

Den tekniske medarbejder John Morsing fortæller, at der i det hele taget er utroligt meget elektronik i X-Yachts' både i dag i forhold til for 20-30 år siden.

Og nu har man på X5.6'eren, sammen med Victron, udviklet et powermanagement-system. Et system, hvor skærmen er med touch som på en moderne mobiltelefon.

- Tank-monitoreringen tager højde for tankenes facon, den er kalibreret i ti steps på vand- og dieseltanke, så visningeb er meget præcis, forklarer John Morsing, der også demonstrerede lysdæmpning otte forskellige steder på X5.6'eren.

Konklusion: Tjekket og destinkt storbåds-følelse

Vi giver Thomas Mielec, chef for Design og Engineering hos X-Yachts, ret om den nye X5⁶:

- Båden giver en destinkt storbåds-følelse med sikkerhed og komfort. Næsten alt er muligt at arbejde med ved et tryk på en knap, hvis du ønsker det, forklarer Mielec.

Hvis du vil bestille én, kan vi oplyse, at en X5⁶ sejlklar koster 9,29 mio. kroner med dansk moms. Fuldt udstyret med al tænkeligt udstyr vil prisen ryge op på 12 mio. kroner sejklar.

Med en pris på 12 mio. kroner indgår blandt andet kran til RIB i agterrummet, rullebom fra danske Mainfurl, kæmpe elektriske Andersen-spil med to gear, teakdæk, sejl fra North Sails 3Di, aircondition, vandmaskine og meget andet.

Niels Jeppesen fortæller her til Minbaad.dk (se video), at X5.6'eren er den sexede turbåd.

X5⁶ i tal

Designer: X-Yachts Design Team
LOA med bovspryd: 17,25 m
Skroglængde: 16,58 m
Vandlinjelængde: 14,94 m
Bredde: 4,90 m
Dybgang: 2,50 m
Dybgang, standard: 2,90 m
Dybgang, ekstra dyb: 3,30 m
Vægt, let: 18.100 kg
Dieselmotor: Yanmar, 110 hk 
Dieseltank, standard: 500 ltr
Vandtank, standard: 600 ltr
Pris fra: 9,29 mio. kr.
Værft: www.x-yachts.dk

Se flere billeder: www.x-yachts.com/en/news/first-test-sail/

Skab også din egen X5⁶ med konfigurator

content-loader
content-loader
content-loader