Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
I fremtiden vil 49erne dyste under et ganske andet udseende. Foto: Peter Brøgger

Sorte sejl på vej til 49er-sejlerne: - Vi er ikke helt sikre på, hvad vi kan forvente

Jakob Precht og resten af sejlerlandsholdet har endnu ikke prøvet den nye rig, der bliver standarddesign for 49er- og 49erFX-sejlerne i 2022. Takket være donation er tolv af de nye rigge på vej til de danske sejlere.

Af Sara Sulkjær |

Fra 2022 har den internationale klasseorganisation indført en nyudviklet rig som standarddesign for både 49er og 49erFX. Derfor står Sejlerlandsholdet over en udskiftning af samtlige master i skiff-klassen, så sejlerne kan fortsætte den fælles træning med det korrekte udstyr frem mod EM og VM næste år.

De nye sejl bliver visuelt meget forskellige fra de gamle, da farven skifter til sort. Samtidig bliver de støbt i stedet for som nu at være samlet af paneler. Det gør sejlene mere ens, siger landsholdssejler Jakob Precht, der glæder sig til at få fingre i det nye udstyr.

– Vi er ikke helt sikre på, hvad vi kan forvente, så vi glæder os bare til at prøve de nye sejl af. Der er en risiko for, at de bliver lidt sværere at sejle med, da de nye sejl vil være en del stivere end dem, vi har nu, men det kommer nok stadigvæk til at føles som en 49er. Forskellen i mastekurven burde helle ikke være superstor, men der vil jo alligevel altid være forskel, forklarer han til Dansk Sejlunions hjemmeside.

Afgørende for 'den danske model'

En af de store fordele ved de nye sejl er, at materialet tilsyneladende er mere holdbart. Derfor skal de tolv rigge, der takket være en donation fra Sallingfondene er på vej til de danskere sejlere, ikke skiftes så ofte:

- Størrelsen på donationen gør, at de fleste besætninger nu får skiftet deres master, forklarer sportschef i Dansk Sejlunion, Thomas Jacobsen og uddyber:

- Det har stor betydning for, at vi kan fortsætte træningen efter ’den danske model’, der er funderet på videndeling og samarbejde. Set i det lys er det helt afgørende, at alle sejler med det samme grej, og det får vi nu mulighed for med den fornemme donation.

Sejlerfar som pennefører

Landsholdet kan sende en kærlig tanke til Joachim Langagergaard, far til udviklingslandsholdssejler Marcus Langagergaard. Sejlerfaren er initiativtager til fondsansøgningen, der betyder, at halvdelen af midlerne til de tolv rigge kom i hus. 

– Som igangsætter og pennefører på ansøgningen har han været helt afgørende for, at vi nu står med den generøse donation fra Salling Fondene. Det er jeg ham meget taknemmelig for, understreger Thomas Jacobsen.

Kilde: Dansk Sejlunion

content-loader
content-loader
content-loader