Cilles sommersejlads efter vind og vejr - i år overholder vi det

Vi har taget hul på vores sommersejlads som i år strækker sig over 5-6 uger. Vi har ingen planer. Og for én gang skyld overholder vi dem! Vi sejler efter vind og vejr og ikke efter aftaler og lokationer. Det er langt sjovere, end noget jeg har prøvet før.

De første to uger er nu gået. Stemningen ombord er god. Familien har fundet ro. Bådbabyen bliver ikke søsyg mere, men er super god til at lægge sig til at sove, når bølgerne går lidt højt.

Vi startede seks mennesker og en hund ombord den første uge. Godt klemt sammen på 33 fod - lidt hårdt når det regner, en del sjovere når solen skinner. Anden uge er vi kun fire mennesker og en hund ombord. Så virker 33 fod pludselig som en meget stor båd.

Reddet i land af Søredningstjenesten

Vi er tilbage ved Torekov, hvor vi for seks år siden blev reddet i land af den svenske Søredningstjeneste. Dengang sejlede vi i vores båd, Aldebaran - en Rival 22 fra 1978.

Det var vores første sæson ombord og vi ville til skærgården ved Göteborg. Så langt kom vi ikke. Vejret var lidt skidt. Det blæste 10 m/s efter et par dage med 12+ og der var en del store dønninger.

Vi var kun sejlet ud af Torekov havn, da vi pludselig hørte et hårdt “klonk” og derefter mistede vi styringsevnen. Min skipper lurede selvfølgelig hurtigt, hvad der var galt, og mens jeg forsøgte at dæmpe panikken hos mig selv og vores tre unger ombord, styrede han os tilbage mod Torekov havn for sejlene alene.

Jeg fik fat på Søredningstjenesten og de var hos os tyve minutter efter. Efter en lidt spændende redningsaktion, hvor vi blandt andet blev påsejlet, lykkedes det besætningen ombord på redningsbåden at få styr på både bølger, os og trosse - og Aldebaran blev trukket tilbage i sikker havn.

Vores to store drenge hoppede i land og kyssede jorden. Drama har der aldrig manglet i vores familie. Vores sejlerferie stoppede brat og vi blev hentet af ungernes morfar i bil. Aldebaran blev kørt hjem på lastbil med skipper på passagersædet.

Støt Søredningstjenesten!

Ca fire måneder efter besluttede vi at sælge alt, hvad vi ejede, og tage på en to årig langturssejlads. Så helt skræmte blev vi ikke. Selvom jeg, de tyve minutter vi ventede, bandede sejlads, bølger og min skipper langt væk.

Fra den dag har vi betalt til Søredningstjenesten og opfordrer alle, til at gøre det samme! Vi havde ikke haft mulighed for selv at styre Aldebaran ind i havnen og var afhængige af at blive hjulpet af Søredningstjenesten.

Torekov: mange mennesker og høje priser

Nu er vi tilbage. Torekov har ligget som en mystisk havn, hvor alting kan ske. Men egentlig er det bare endnu en charmerende svensk havn med lidt for mange mennesker og ishuse - og lidt for høje priser på grund af de mange mennesker.

Vi er derfor sejlet ud for anker ved Hallands Väterö. En halv time væk fra Torekov har vi fundet tiden og roen. Vi har strålende solskin og der er næsten ikke andre både end os. Vi står på paddle-board, bader inden morgenkaffen og hopper i fra klipperne. Langt væk fra larm, mennesker og høje priser.

Dagens højdepunkter strækker sig over hele dagen. Vi har fundet en rytme, der minder om langturssejlads. Vi sover, til vi vågner, spiser når vi er sultne og vælter omkuld om aftenen helt mætte af sol, tid og eventyr.

Syv mennesker og en hund ombord

Som skrevet tidligere er vores eneste plan for denne sommer, at følge vind og vejr. Vind og vejr kræver desværre at vi går i havn i morgen, da vi får en del vind - 12 m/s. Derfor sejler vi videre i morgen til Halmstad, hvor vi rider blæsten af. Når vinden har lagt sig, tager vi en beslutning om, hvad vi så gør.

Det eneste vi ved, er at vi skal samle tre teenagere op et sted i sommerlandet. De skal sejle med en uges tid og så er vi pludselig syv mennesker (hvor tre af dem er teenagere) og en hund ombord. Vi krydser fingre for solskin og gode ankerpladser med plads til det sjove og gode sejlerliv.

Cille