Gå til hoved-indhold
Tur
- Vores nye 33 fods Hallberg Rassy Mistral kan snildt rumme 2 af de 4 børn - faktisk har vi rigeligt med plads, fortæller Cille Rosentoft fra København. Privatfoto
Tur

Cille handler: Vi har købt en Hallberg Rassy Mistral

- Vi har øvet os i at handle på tingene, så de ikke bare bliver langtidsplaner, som aldrig bliver til noget. Derfor har vi købt en båd, for denne sommer overbeviste os om, at det skulle vi da have, blogger Cille Rosentoft i dette indlæg. Før var deres båd 42 fod, nu er den på 33.

Af Cille Rosentoft |

Der er sjældent langt fra idé til handling her i familien. Det gik rigtigt op for os, da vi efteråret 2015 besluttede at sælge alt og sejle ud i verden i to år.

Vi forlod Danmark sommeren 2016. Der var dengang mange, der mente, at det kunne man da ikke. Der hersker en opfattelse af, at man som minimum skal bruge fem år på at forberede en jordomsejling. Jeg har aldrig rigtigt forstået de regler. Vi aner jo ikke, hvor vi er om fem år?

Vi har lidt mere en fornemmelse af, hvor vi er her og nu. Vi ved, hvad familien har af udfordringer, hvad ungernes forskellige aldre kan magte og hvordan verden nogenlunde ser ud. Men om fem år … der kan ALT jo være sket.

Nu har vi købt en båd

Nå, men det er ikke mere end en måned siden vi landede hjemme i Svanemøllen efter en dejlig sommer på havet. Det blev sommeren, hvor vi besluttede, at vi ikke skulle være uden båd længere.

Jeg har kæmpet længe med den identitet, som jeg har haft så svært ved at omfavne - altså sejleridentiteten. Men denne sommer gav jeg los og indrømmede her, at vi har brug for en båd. Vi har brug for friheden, roen, tiden og den særlige følelse, det giver os som familie, at være så tæt sammen og have et fælles projekt.

Så nu har vi købt en båd. Faktisk den båd, som vi sejlede rundt i denne sommer. En Hallberg Rassy, Mistral.

Den er 33 fod, smuk og sejler som en drøm. Den er væsentlig mindre, end det vi troede, at vi skulle have. Men den er vores og vi behøvede ikke at tænke så længe over, om det mon var noget for os.

Mindre båd = mere frihed

Min skipper har det seneste år fulgt grundigt med i diverse salgsannoncer. Han har ofte været på vej både til Stillehavet og Middelhavet for at se på både.

Han har planlagt renoveringsprojekter og forsøgt kontakt med mange forskellige mæglere af diverse både. Han var klar til at finde en ny langtursbåd. Men så sejlede vi i S/Y Humle denne sommer og opdagede, at mindre kan også gøre det.

Der er mange fordele ved at sejle i en mindre båd. Vi oplevede det i særdeleshed i år, hvor havnene var godt fyldt op. Der er altid plads til en 33 fods båd. Det var ikke altid tilfældet, da vi sejlede i vores Bianca 420.

Der flytter mindre rod og overflødige ting med ombord, for der er ikke plads. Derfor bliver man lidt mere kritisk, når der pakkes til ture.

Vores børn er ved at være så store, at det ikke er dem alle, der tager med. Vores nye båd kan snildt rumme 2 af de 4 børn - faktisk har vi rigeligt med plads. Men der er også plads til hele banden, hvis alle pludselig drømmer om at sejle med.

Eventyret inden for rækkevidde

Drømme er ikke statiske og oplevelsen af eventyr ændrer sig hele tiden. Lige nu drømmer vi om eventyret i det nære.

Om gode weekendture til Ven, om efterårsaftener i cockpittet og om at have den frihed det er, at kunne sejle ud også selvom det kun er for et par timer.

Jeg tror at alle bådejere ved præcis, hvordan det føles, at have det nære eventyr og friheden inden for rækkevidde.

S/Y Humle er en Hallberg Rassy Mistral fra 1976

Længde: 10.18 m.

Bredde:     3,02 m.

Dybgang: 1.47 m.

Motor: Volvo Penta 29 hk

content-loader
content-loader
content-loader