The Ocean Race 2022-23 kommer til Aarhus i maj 2023 efter Atlanterhavskrydset
Aarhus får fornemt besøg af to hurtige bådklasser, VO65 og IMOCA 60 efter en udmattende transatlantisk overfart fra amerikanske Newport. Efter planen begynder de maritime festligheder i Aarhus 29. maj 2023. Bådene sejler videre mod hollandske Haag 8. juni.
Arrangørerne af racet har netop offentliggjort, hvornår den danske del af verdens største sejlsportsevent begynder i 2023.
Aarhus kan se frem til at modtage de to hurtige bådklasser VO65 og IMOCA 60 efter en udmattende, eventyrfyldt transatlantisk overfart fra Newport, USA. Efter planen begynder de maritime festligheder i Aarhus den 29. maj 2023, hvorefter bådene sejler videre mod hollandske Haag den 8. juni.
Denne udgave af The Ocean Race udmærker sig blandt andet ved at have den længste etape i racets 50-årige historie. Det sker, når bådene sejler ud på et vildt race over 12.750 sømil fra sydafrikanske Cape Town til brasilianske Itajaí. Det bliver uden tvivl spektakulært og kræver en kraftpræstation af atleterne.
I lighed med de seneste udgaver af The Ocean Race skydes racet i gang i spanske Alicante. Det bliver den 15. januar 2023.
Den endelige ruteplan for The Ocean Race 2022-23 findes her.
Mega-event i sigte
Aarhus er som den første danske by nogensinde Stopover City for The Ocean Race – verdens længste offshore-kapsejlads.
Der venter en folkefest i området omkring Dokk1, Havnepladsen, Pier 2 og 3, med en forventning om 400.000 glade gæster, en masse sjove, lærerige og gratis tiltag for hele familien, sejlsport i verdensklasse og et stort område, hvor både børn og unge, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv fokuserer på problemerne med forurenede verdenshave og behovet for at tænke i bæredygtige løsninger.
Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard glæder sig over, at datoen for festlighederne i Aarhus ligger fast:
- The Ocean Race Stopover Aarhus 2023 bliver en fantastisk begivenhed, så det er bare med at begynde at tælle ned til maj 2023, hvor vi glæder os til at byde de spektakulære både og rigtig mange besøgende velkommen på havnen i Aarhus. The Ocean Race er en af de største sportsevents i verden og passer derfor perfekt til Aarhus’ ambitioner om fortsat at være en eventby i international klasse, påpeger Jacob Bundsgaard.
Sæt store krydser
Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad, ser frem til at fortsætte det ambitiøse arbejde med at planlægge eventen:
- Det er fantastisk, at vi nu har fået nogle konkrete datoer. Jeg vil opfordre alle aarhusianere og de forhåbentlig mange gæster til at sætte nogle store krydser i kalenderen. Det bliver en helt enestående oplevelse, som vil sætte sit præg på byen og bugten. Jeg ser frem til at kunne byde alle velkommen til endnu en international maritim folkefest i Aarhus.
Fakta om The Ocean Race:
• Siden 1973 har topatleter sejlet jorden rundt i det race, der tidligere hed Whitbread Round the World Race og Volvo Ocean Race
• Aarhus er den første danske Stopover City i racets historie
• Sailing Aarhus og Aarhus’ Internationale Sejlsportscenter er centrale partnere i projektet
• Blandt de offentlige partnere er Aarhus Kommune, Sport Event Denmark og Region Midtjylland
• Den Aarhus-baserede IT-virksomhed Trifork er officiel Stopover Presenting Partner
Salling Fondene støtter folkefesten med fire millioner kr.
• De deltagende både i de to bådklasser bliver annonceret løbende i de kommende måneder. Listen over allerede tilmeldte hold kan findes på The Ocean Races hjemmeside