Finnjolle-sejlerne måtte krydse storbådsruten under stævne i Hamborg
Containerskibe på over 100 meter sejlede tæt forbi de få meter lange Finnjoller. Politiet og følgebåde guidede sejlerne. Læs beretning fra det tyske stævne, hvor to danskere deltog.
Det var ikke kun på kapsejladsbanen, at Martin Mikkelsen og Jens Kristian Andersen blev udfordret under det tyske Hamborg-stævne, Letzte Helden.
Da sejlklubben Blankenese ligger vest for den tyske storby, måtte sejlerne gennem byens centrum, hvilket betød en tur gennem Reeperbahn i myldretid med dobbeltrailer - og da jollerne ramte vandoverfladen, lurede en ny udfordring i horisonten.
På vej til kapsejladsområdet måtte de to danskere sammen med de tyske Finnjolle-sejlere nemlig krydse storbådsruten nær den stærkt trafikerede havn:
- Sådan et +100 meter containerskib med ni styk 40-fods containere stablet oven på hinanden i flere rækker er godt nok stort, selvom de lokale sagde, at det var en af de mindre, forklarer Jens Kristian Andersen på Finnjolleklubbens hjemmeside.
Beretning fra stævnet
Andersen sluttede på en samlet sjetteplads som bedste dansker efter lørdagen og søndagens sejladser. Læs sejlerens beretning fra stævnet her:
Finnjollerne gik i anden start efter Piratjollerne, og da der var let vind og modstrøm, skulle man lægge sin taktik efter disse forhold samt tage hensyn til Airbus’ ganske store hangarer på land. Lavpraktisk betød det, at man skulle gå efter fri vind og holde sig fri af Piraterne på alle kurser.
Første sejlads blev afviklet i aftagende vind, hvor Martin på hver af de tre kryds gik til venstre og ud i strømmen, mens jeg selv gik på modsat fløj. Indtil sidste kryds var der ikke forskel på de to radikalt forskellige strategier, men så fandt Martin lidt ekstra tryk på sidste del af krydset og vandt dermed sejladsen.Selv fik jeg en fjerdeplads.
Da vinden døde helt, var det mod havnen igen, hvor man lige inden indsejlingen skulle bove en kraftig udadgående strøm. Om aftenen lagde en af de lokale Finn-sejlere hus til en grillmiddag, hvor snakken gik, og man fik lært en masse nye mennesker at kende.
En bedrift at nå startlinjen
Søndagen oprandt med endnu mindre vind end lørdagen, og denne gang fra nordøst. Vi brugte meget tid på at rigge til og tage tøj på, da vi ikke rigtigt troede, at der ville blive sejlet. Men på vandet kom vi, og måtte vente på at komme til sejladsområdet, indtil et containerskib var passeret.
Første start gik i meget svag vind, hvor bare det at sejle sig gennem ca. 100 ventende joller til startlinjen var en bedrift. Igen valgte Martin og jeg forskellig taktik, jeg mest fordi det var nu der, jeg var, og der lå Pirater ude til venstre.
Ved første mærke var der klump, hvorfor turen til højre med overhøjde viste sig rimelig OK, samtidig med at turen til venstre på lænseren gav mig mulighed for at være med i toppen. Martins tur i medstrøm var grundet manglende vind en dårlig idé på den lænser.
Kunne ikke vente
Næste kryds var en lang tur på bagbord for at få fri vind for jeg selv og resulterede i, at vi var efter hinanden i mål i den spidse ende af feltet. Vi har ikke set en detaljeret resultatliste, da vi gik i mål mellem Pirater og alle mulige andre joller og ikke er så gode til at tælle. Derfor ingen helt klare resultater, udover at Niels i GER 94 vandt sejladsen foran Thomas Schmid.
Anden start gik i noget mere vind, hvor jeg selv, især ved første mærke, forsøgte at undgå særligt Pirater, som nu sejlede hurtigt og højt. Lænseren var en gentagelse af første sejlads, men nu havde alle fattet det. Indtil sidste mærke havde jeg sejlet mig frem og fået skåret nogle bagfrakommende 505’ere fra, men ikke en 7-8 meter H-jolle, som fik næsen forbi hækken inden tre-bådscirklen.
Det var dyrt, da sådan en stor jolle har en meget stor venderadius og kom rundt mærket i en meget stor bue og med vakum bag de ca. 30 kvm sejl. Det kostede rigtigt mange placeringer, da det ikke i den lette vind var muligt at holde højde eller nogenlunde fart til mållinjen. Men H-jollen skulle have plads, og jeg kunne ikke parkere jollen og vente.
Turen ind krævede endnu jolleparkering i strøm og let luft, indtil endnu et containerskib var passeret, inden indtagelse af evalueringsvæske og jollepakning. Vi valgte at følge rådet om at køre hjemad inden præmieoverrækkelsen, da der var indgivet protester, som ville tage lang tid at få klaret.
Finnjollerne vandt stævnet overalt på handikap med Thomas Schmid på førstepladsen, føromtalte Niels på andenpladsen, Martin på fjerde- og jeg selv på sjettepladsen. Ud af 21 startende lokalkendte var vi godt tilfreds med vores resultater taget den lette luft i betragtning.
Turen hjem tog som turen ud godt 5,5 timer, hvor en væsentlig del blev brugt på at køre på tværs af Hamborg.
Sejlerhilsner
Jens Kristian Andersen
Kilde: Finnjolleklubben