Gå til hoved-indhold
Udstyr
North Sails Performance Clothing-kollektionen reducerer sejlertøjets vægt med 30 % i tør og 50 % i våd tilstand, hvilket vil komme alle sejlere til gode, understreger agent Mads Bruun-Larsen. PR-foto

North Sails og Nigel Musto løser sejlertøjets problem med forstærkninger i det nye stof TWTech

Et nyudviklede stof gør det muligt at designe sejlertøj med forstærkninger på sejlertøjets bag og knæ uden de svage syninger, hvor fugt kan sive ind. Dansk agent kalder North Sails Performance Clothing-kollektionen "det ypperste, der til dato er set indenfor teknisk sejlertøj".

Af Sara Sulkjær |

I mere end 25 år har Nigel Musto, kendt udvikler af teknisk, maritim beklædning, forsøgt at løse sejlernes evige problem: Tøjets fugt i bagen og på knæene.

Nu er gåden løst, og en ny kollektion med den revolutionerende designteknologi rammer markedet til marts:

- Nigel Musto har sammen med GORE-TEX brugt de sidste tre år på at udvikle det ypperste, der til dato er set indenfor teknisk sejlertøj, lover Mads Bruun-Larsen, der får ansvaret for salget i Danmark og Sverige.

TWTech - det nye sort

Sammen med GORE-TEX har Nigel Musto udviklet et nyt yderstof, der gør den innovative kollektion helt unik. 

Et stof, der er døbt TWTech, Tight Weave, og som kommer i tre tykkelser, 140, 160 og 240, således at man med samme teknologi lancerer en inshore/race-, en offshore/cruise- samt en ocean-serie.  

- Det unikke ved TWTech er, at stoffet er vævet så tæt, at der slet ingen struktur er. Stoffet kan ikke suge fugt til sig, hvilket er med til at reducere vægten med op til 30 procent, forklarer Mads Bruun-Larsen.

Nigel har søgt i flere år 

Også North Sails’ sejllofter har spillet en afgørende rolle i løsningen af den fugtige gåde på sejlertøjets bag og knæ.

Sejlmagernes viden, tilegnet fra arbejdet med at laminere sejl i flere lag, er således omdannet til den nye teknologi, 4DL. 

Her lamineres en gummipatch på bagdelen af jakken samt på buksernes bagdel og knæ: 

- Dette gør, at vi nu har forstærkninger, som ikke skal syes på, og som ikke kan suge noget fugt til sig, eller der kan komme fugt mellem forstærkning og yderstof, påpeger Mads Bruun-Larsen. 

Netop denne løsning har Nigel Musto søgt efter i flere år. Kun den manglende teknologi har stået i vejen. En teknologi, der er skaffet gennem samarbejdes med North Sails, hvormed det nu er muligt at fremstille 100% vandtæt sejlertøj til langtur.

Erstatter GORE-TEX

Hidtil har netop GORE-TEX været i høj kurs, når nyt sejlertøj skulle produceres. Et materiale, der besidder den eftertragtede egenskab, at kondens – modsat vand - kan komme igennem membranen. Det skyldes, at vandmolekylerne er langt større end molekylerne i kondens. 

Derfor har man i en lang periode brugt kraftig og slidstærk cordura som forstærkninger på knæ og bagdel. Men cordura skal syes på, hvorfor alle syninger skal tapes på bagsiden, hvilket ofte er her, man finder reklamationer på sejlertøj. 

Dernæst bliver der mellem cordura-patchen og yderstoffet på bukserne dannet en lomme, som bliver fugtig.

- Når man så sidder på den lomme og varmer den op, bliver fugten til kondens, og pludselig kommer fugten den gale vej gennem GORE-TEX-membranen, og bukserne bliver ekstremt tunge og tager lang tid om at tørre, forklarer Mads Bruun-Larsen. 

Et problem, der nu løses med det nye TWTech-stof, som spiller en afgørende rolle i North Sails Performance Clothing-kollektionen, der rammer markedet til marts.

Der vil løbende komme nyheder om det innovative sejlertøj på Minbaad.dk.

Se desuden film fra Kevin Escoffiers båd under hans test af det nye 4DL-patch. Escoffier har rundet 18.000 sømil i det samme sæt, men måtte desværre udgå af Vendée Globe-sejladsen, da hans båd knækkede midt over i et nose dive:

content-loader
content-loader
content-loader