Seks smukke 12mR både starter til Kerteminde Training Regatta
Fire danske både Wings, Vim, Thea og Kiwi Magic og to tyske både: Jenetta og Anita har tilmeldt sig stævnet i den kommende. - Forvent et spektakulært flot syn på Kerteminde Bugt, fortæller stævneleder Henrik Møhl.
Hvis vejr- og vindforhold tillader det, vil banen ligge rimelig tæt på land, så man kan se sejladserne fra havnen.
Lørdag og søndag, 26. og 27. juni, går første start kl. 11.00, og det vil være en op- og nedbane på ca. 1,5 sømils længde.
Baneleder Bjørn Stephensen fra Kerteminde Sejlklub har planer om, at bådene skal træne starter 9-12 gange på en dag, og at der skal afvikles 3-4 sejladser hver dag. Formålet er, at træne bådenes besætninger til VM, der afvikles i Helsinki i august.
16 mands besætninger
Så de 16 mands besætninger skal nok få varmen med de mange manøvrer på de store både, der er ca. 22 meter lange med master på ca. 30 meter og flere hundrede kvadratmeter sejl, fortæller Kerteminde Sejlklub.
Wings og Vim har ligget i Kerteminde siden den 10. juni, og sejlet med gæster, bl.a. sejlere fra Kerteminde Sejlklub, der havde en fantastisk aften sidste tirsdag, hvor sejren gik til Wings. De andre både begynder at ankomme fra den 23. juni.
Alle de smukke både vil ligge ved Ndr. Havnekaj i Kerteminde, så der vil være noget at kigge på i havnen, når Kerteminde Sejlklub serverer moleøl og grill-pølser på havnen efter sejladserne, - lørdag ved Ndr. Havnekaj og søndag i forbindelse med præmieuddelingen ved Søsportscentret.
Fleste både bygget før 2. Verdenskrig
På nær Kiwi Magic, som blev bygget til at udfordre USA i Americas Cup i sommeren 1986-87 i New Zeeland , er de andre 12mR-både bygget før 2. Verdenskrig, og var den bådtype, der tidligere blev anvendt i Americas Cup.
”Vi havde håbet på 5 både, men nu har 6 tilmeldt sig, - det er fantastisk” siger en glad stævneleder Henrik Møhl.
Resultater kan følges her: www.sailwave.com/results/Kerteminde/ks-12-2021-regatta.htm