Stor restaurering færdig af galeasen Anna Møller
Nationalmuseet kan nu sammen med samarbejdspartnere fejre afslutningen af en årelang og omfattende restaurering af museets galease Anna Møller.
Med til fejringen deltog repræsentanter fra A.P. Møller fonden, der er den væsentligste bidragyder til restaureringen, men også Holbæk kommunes borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, der i sin tale understregede betydningen af den sejlende maritime kulturarv for kommunen og samarbejdet med Nationalmuseet.
Direktøren for landets hovedmuseum, Rane Willerslev hyldede i sin tale også dette samarbejde og understregede at man kun kan bevare og vedligeholde de gamle sejlskibe, ved at sejle med dem.
Et faktum, der understreges af navnet på museets Holbæk-afdeling, der hedder ”Søfart og maritime håndværk.”
Galeasen Anna Møller
Den 115 årige galease har gennemgået en stor restaurering, fra den i vinteren 2015 blev løftet på land og trukket ind i Nationalmuseets værftshal på Holbæk havn.
Både de indre og ydre planker, de fleste spantestykker, køl, kølsvin, dæk og dæksarrangementet er blevet udskiftet, men arbejdet er blevet udført på baggrund af omhyggelige opmålinger, gamle fotografier og oprindelig byggekontrakt og målingspapirer. Efter den endelige udrustning er Anna Møller igen klar til at sejle ud i de danske farvande.
Galeasen blev bygget på Peter Larsens værft i Randers 1906 og var herefter hjemmehørende i Lohals med navnet Esther. Galeasen var i begyndelsen kun sejlførende, indtil den 1922 fik ilagt motor.
Skibet var i starten beskæftiget med bl.a. fragt af tømmer til Randers Trævarefabrik og deltog indtil 1913 i udlægning af kabler for Post- og Telegrafvæsenet. Esther skiftede ejer første gang i 1938, og var senere hjemmehørende i Odense og endte sin erhvervsaktive periode som stenfisker i slutningen af 60`erne.
Esther blev slettet fra det danske skibsregister og nåede at komme i udenlandsk ejerskab, inden den i 1975 blev købt af A.P. Møllers Fond, med henblik på bevaring af galeasen som museumsskib.
Efter en omfattende restaurering og nu opkaldt efter rederens mor med navnet- Anna Møller - blev skibet i 1976 overdraget til Nationalmuseet, der anvendte skibet til formidling af søfartskultur til skoleklasser. I perioden 1997 – 2013 blev Anna Møller hvert år sejlet af et frivilligt skibslaug, der også stod for den almindelige vedligeholdelse. I 2013 blev der konstateret et større angreb af råd og svamp, hvorfor en gennemgribende restaurering igen var nødvendig, og det førte til, at A. P. Møller Fonden donerede midler hertil.
Anna Møller er ført tilbage til sit udseende i 1906 og fremstår som en mindre dansk fragtskib fra perioden uden motor. Samtidig findes det særlige, at skibet i bagbords side har en tømmerport, som muliggjorde lastning af særligt lange tømmeremner, et træk der vidner om skibets oprindelige formål.
Anna Møllers fremtid
Galeasen Anna Møller har tilladelse til at sejle med op til 12 passagerer. Som et led i Nationalmuseets formidling af fartøjssamlingen skal skibet deltage i de store danske træskibstræf; Fyn Rundt, Limfjorden rundt og Træskibssammenslutningens Pinseregatta, ligesom Anna Møller vil blive at se ved havnefester, åbent skib arrangementer og lign. Ved kaj vil Anna Møller kunne danne ramme for skoleforløb og andre aktiviteter for børn og unge.
Fakta
Længde i dækket: 20,5 m.
Længde med bovspryd: 28,3 m.
Bredde: 5,6 m.
Dybdegang: 2,2 m.
Højde fra vandlinje til top stormast: 19,2 m.
Tonnage: 49 Brt.
Lastevne: 90 tons
Sejlareal. 220 m2 fordelt på 7 sejl.
Motor: Ingen.
Oprindelig besætning: Skipper, bedstemand, skibsdreng