Gå til hoved-indhold
Havne
Hans Lindum Møller modtog på vegne af Marina Minde prisen med glæde og stolthed. Fra venstre Jan Petersen, Hans Lindum Møller og Henning Jensen. Foto: Danske Tursejlere
Havne
Marina Minde. Google Earth

Marina Minde i Flensborg Fjord kåret som Årets Havn 2021 for høj service og gode faciliteter

Marina Minde, der har Gråsten Sejlklub på matriklen, løb med Danske Tursejleres pris som Årets Havn. – Marina Minde er et godt eksempel på, hvordan et højt serviceniveau kan gøre selv en lille havn levende og attraktiv, siger forretningsfører i Danske Tursejlere, Leif Nielsen.

Af Troels Lykke |

Danske Tursejleres medlemmer har igen i år været flittige til at stemme på Årets Havn. Modtageren af den prestigefyldte titel, og en præmie på kr. 5.000, blev Marina Minde, som ligger smukt i Flensborg Fjord tæt ved indsejlingen til Egernsund og Gråsten.

Kåringen af Årets Havn fandt sted på FLID’s (Foreningen af Lystbådehavne i Danmark) havnemesse, der løb af stablen i Vingstedcentret den 23. november 2021 med deltagelse af knap 500 repræsentanter fra de danske lystbådehavne og marinaer.

Hans Lindum Møller modtog på vegne af Marina Minde prisen med glæde og stolthed. En pris, som marinaen har arbejdet på at opnå gennem flere år, og som nu kan bruges aktivt i markedsføringen af havnen, så endnu flere sejlere kan finde vej til grænselandet.

En perle med et højt serviceniveau

Det er 14. gang, Danske Tursejlere kårer Årets Havn ved en afstemning blandt sine 13.000 medlemmer.

I år havde 2.316 afgivet deres stemme, som var fordelt på 268 havne. I top-5 fandt vi i vilkårlig rækkefølge: Bogense Marina, Marstal Havn, Marina Minde, Sønderborg Lystbådehavn og Juelsminde Lystbådehavn.

Marina Minde er privatejet og drives af mennesker, som har lysten og evnen til at give en speciel oplevelse til alle gæstesejlere. Der er livlig aktivitet på havnen, og der udvikles konstant på at forbedre service-niveauet.

Der er mulighed for kajak- og cykeludlejning samt en lille butik med de mest nødvendige levnedsmidler samt et større sortiment i fiskegrej, fortæller Danske Tursejlere.

Donerer checken til ungdomsarbejdet

Området er naturskønt og indbyder til udfordring - både på land og langs den smukke fjord, hvor grænselandet byder på mange skønne oplevelser.

- Vi er naturligvis taknemmelige for kåringen som Årets Havn 2021, hvilket er en anerkendelse af det store arbejde, som vi gør for vores sejlere. Samtidig understreger kommentarerne, at service er noget, mange sætter stor pris på, påpeger Hans Lindum Møller fra Marina Minde.

Herefter donerede Hans Lindum Møller checken på 5.000 kr. til ungdomsarbejdet i Gråsten Sejlklub, hvor en stolt formand, Jan Petersen, kunne tage de 5.000. kr. med hjem.

content-loader
content-loader
content-loader