Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Deltagerne fik efter tålmodig venten vind i sejlerne ved Wayfarernes Sjællandsmesterskab i Lynæs. Foto: SM Lynæs 2021 - Svarre

Wayfarer: Først i syvende sejlads fik sjællænderne noget at juble over ved deres eget mesterskab

Den sjællandske sejr lod vente på sig, da Wayfarer-klassen i weekenden afviklede årets Sjællandsmesterskab. Favoritterne Mogens Just og Anders Friis sejrede endnu engang.

Af Sara Sulkjær |

De lokale sejlere måtte væbne sig med tålmodighed, inden de triumferende kunne løfte sejrsarmene i vejret ved Wayfarernes Sjællandsmesterskab i Lynæs. Først i den syvende sejlads lykkedes det en sjællandsk båd at komme først over linjen ved de regionale mesterskaber: 

- Mange prøvede både at få gode og mindre gode placeringer i løbet af de otte gennemførte sejladser. Dog skulle vi holde vejret helt til syvende sejlads, inden en båd fra Sjælland vandt en sejlads, selv om det jo var Sjællandsmesterskabet, dysten drejede sig om, forklarer Wayfarer-klassen til pressen.

Helt i spidsen lå i stedet de ”udenlandske” storfavoritter Mogens Just og Anders Friis, der med tre første- og fire andenpladser samlet høster elleve point ved stævnet.

På vejen til stævnet havde Karin Lindquist overtaget den i feltet velkendte ”Black Diamond”. En båd, hvori hun sammen med Bjarne kunne tage andenpladsen med 26 point. I kølvandet fulgte Iversen på mesterskabets tredjeplads. En placering, han sikrede med 28 point efter en ærgerlig start, hvor sejleren måtte inkassere hele syv point.

Vind kræver tålmodighed

I alt 15 besætninger fra Ebeltoft i nord, Svendborg i syd, Sjælland i øst og Esbjerg i vest var samlet for indædt at dyste på Lynæs-banerne og efterfølgende nyde det gode selskab på land.

Her viste første stævnedag sig fra sin bedste side med høj sol og rimelige vindforhold:

- Til første sejlads var vinden stadig lidt ustabil, men efter et gedigent vindspring ved sidste topmærkerunding faldt den i hak og stod stødt og stabilt gennem de næste fire sejladser, forklarer klassen.

Søndag startede derimod tyndt med absolut ingen vind ved planlagt starttidspunkt. Mange par øjne spejdede optimistisk efter tegn på de første briser, men først efter en times udsættelse blev flåden sendt ud til baneområdet. Med yderligere én times tålmodig venten nåede vinden frem, og tre fine sejladser kunne afvikles.

Effektive frivillige

Dermed ramte feltet otte sejladser, der alle blev afviklet i god orden. Dommer og banehold var særdeles effektive med mærkeflytninger, mens starterne blev afviklet smidigt såvel som hurtigt.

- Det er noget, vi i Wayfarer-klassen sætter stor pris på, stor tak til dommer og banehold. Også sejlerne bidrog med den rette balance mellem skarp og fair sejlads. Der var kun få ”situationer”, der alle blev løst korrekt på banen, så protester blev undgået, påpeger Wayfarer-klassen.

Om tre uger mødes Wayfarer-sejlerne til DM i Skive. 

content-loader
content-loader
content-loader