Gå til hoved-indhold
Tur
De fleste hunde kan komme til at trives ombord på båden. Foto: Troels Lykke

Seks gode råd hvis du vil sejle med hund

Mange mennesker har hund og ønsker at have den med på båden. Men hvordan gør man det til en god oplevelse? I denne artikel deler Cille Rosentoft sine gode råd til at have hund ombord.

Af Cille Rosentoft |

Hvis du gerne vil have en skibshund og er i tvivl om, hvordan du kan skabe de bedste betingelser for, at det skal blive en succes, kan du i denne artikel få et par gode råd.

Vi (Cille Rosentoft og familien, red.) har selv sejlet med hund de sidste par år og har derfor en del erfaringer på området. Når du sejler i Danmark, kan du ikke undgå at møde mange både med hunde ombord. Der er altid erfaringer og gode idéer at hente, og de fleste deler gerne ud.

1. Væn langsomt din hund til båden 

Når du skal forberede din hund på at skulle sejle, er det en god idé at tage hunden med i havnen og ombord på båden et par gange uden at sejle ud. Lad din hund komme ombord og blive tryg ved omgivelserne. Lad den være ombord sammen med jer og giv den fornemmelsen af, at båden er et rart sted at komme.

Hvis du har mulighed for det, er det optimalt at starte med at tage hunden ombord helt fra hvalp. Men er din hund voksen, kan du stadig sagtens lære den at holde af livet ombord.

2. Øv af- og påstigning

Når I tager hunden med uden at skulle sejle ud, kan I også begynde at øve, hvordan den kommer til og fra båden. Det nemmeste er selvfølgelig, hvis I ligger langskibs, men det er de færreste, der har sådan en havneplads. 

I kan medbringe et bræt, så I har mulighed for at lave et stabilt underlag, som hun kan sætte af fra og lande på. Man kan også købe diverse hunderamper, men et bræt er lige så god en løsning.

3. Skab ro ombord

Når din hund kommer ombord på båden, er det vigtigt at skabe en base, hvor hunden ved, at den hører til. Du kan tage et velkendt tæppe eller en pude med hjemmefra og sikre et sted på båden, hvor din hund kan finde ro.

Dette sted kan også bruges, hvis I kommer ud i lidt vildt vejr, og din hund bliver utryg.

4. Husk redningsvesten

Når du har din hund med ombord, skal du huske at medbringe en redningsvest, der er størrelsessvarende. Den skal have en strop, så du kan fiske din hund op, hvis uheldet er ude. Husk at den skal være i skarpe farver - orange, rød eller gul - så din hund kan ses i vandet.

Du skal regne med, at der går lidt tid, før din hund har vænnet sig til at have redningsvest på. Derfor kan du eventuelt øve med vesten hjemme, så der ikke også skal trænes i at have redningsvest på ombord. Der er nok nye ting på spil, når først din hund skal sejle ud for første gang.

5. Husk godbidderne

Ros din hund og beløn den med godbidder, så den forbinder dét at sejle med noget godt. Ligesom når den skal lære andre nye ting, er det vigtigt at anerkende, når den gør det godt. 

6. Din hund vil helst være tæt på dig

Det vigtigste at huske på er, at hunden helst vil være der, hvor du er. Så selvom det kan virke som en uoverskuelig opgave at vænne din hund til det, vil den jo helst være tæt på dig, og det i sig selv hjælper dig til at gøre din hund til en sejlerhund, der hopper glad ombord.

content-loader
content-loader
content-loader