Tre nordmænd i speedbåd drev rundt ude i Skagerrak - ingen vidste hvor de var
Norsk kystvagt kunne ikke finde ud af, hvor den lille speedbåd (med motorstop) befandt sig - kun at det var langt ude i Skagerrak mellem Skagen og Kristiansand, skriver Nordjyske, men så kom en Skagen-trawler til undsætning. - Husk nu AIS, GPS og VHF, når I sejler ud, siger fiskeskipper.
Tre nordmænd i en speedbåd kom i knibe, da de lørdag var på vej fra Skagen med kurs mod Kristiansand i Norge - en sejltur på omkring 160 km.
De var omtrent nået halvvejs i deres lille båd, da de pludselig fik problemer. Motoren svigtede.
Men det var ikke eneste problem, for selv om de medbragte en VHF-radio og lige akkurat kunne kalde op til den norske kystvagt, var radioforbindelsen meget dårlig.
Ukendt position
Den norske kystvagt kunne ikke finde ud af, hvor den lille speedbåd befandt sig - kun at det var langt ude i Skagerrak mellem Skagen og Kristiansand, skriver Nordjyske
Den norske kystvagt bad om hjælp fra Danmark, og Lyngby Radio fik kontaktet Skagen-trawleren S255 North Sea i Skagerrak.
Midt ude på havet fik mandskabet på den nordjyske trawler øje på den lille speedbåd fra Norge. De kunne se, at der var tre unge mænd i båden, men det lykkedes ikke at få radioforbindelse til dem.
Nordmændene var ikke i alvorlig knibe, for vejret var perfekt med sol og kun lidt vind. Men med motorstop havde de brug for hjælp, hvis de skulle nå hjem til Kristiansand.
Trawleren kontaktede den norske kystvagt, som så endelig fik klarhed over, hvor den norske speedbåd befandt sig, og derefter blev nordmændene hentet hjem.
Et lille hverdagsdrama ude i det store Skagerrak - men ikke helt usædvanligt.
Og det får fiskeskipper Thomas Samuelsen fra Skagen-trawleren S255 til at komme med en opfordring:
- Husk nu AIS, GPS og VHF, når I sejler ud!
Kilde. Nordjyske