Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Rask og Prechts taktik med at undgå større fejl og lukrere på andres så torsdag ud til at give pote. Foto: Peter Brøgger/Sailing Aarhus/Dansk Sejlunion
Kapsejlads
Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby er i kraft af en samlet 21. plads klar til top-25 i guldfeltet. Foto: Peter Brøgger
Kapsejlads
Søstrene Schmidt havde en øv-dag, torsdag. Foto: Peter Brøgger

Rask og Precht ’vandt torsdagen’ og er på 4. plads ved 49er-EM - søstrene Schmidt havde offday

Frederik Rask og Jakob Precht fyrede én af dagens bedste serier af og rykker op som 4’er i 49er-feltet, men at det går op og ned i showbiz – og sejlsport – måtte Aarhus-søstrene Johanne og Andrea Schmidt sande, der nu er nede på en 7. plads i 49erFX.

Af Troels Lykke |

Det var nat og dag set med danske briller ved tredje og sidste EM-kvalifikationsdag i Aarhus for de olympiske sejlsportsklasser 49er, 49erFX og Nacra 17.

Frederik Rask og Jakob Precht ’vandt dagen’ i toppen af 49er-feltet og halede ind på de førende, mens 49erFX-søsterduoen med Johanne og Andrea Schmidt faldt til en 7. plads efter en hård dag på vandet, fortæller Sailing Aarhus til pressen.

Rask og Prechts taktik med at undgå større fejl og lukrere på andres så torsdag ud til at give pote. I hvert fald skruede Skovshoved-Aarhus-makkerparret en solid serie på en 6., 1. og 4. plads sammen og avancerede til en samlet 4. plads kun fem point fra 1. pladsen i 49er-feltet før finalerne.

Der var da også tilfredshed over dagens serie hos de danske medaljekandidater, som trods avancementet kæmpede med den velkendte springende aarhusianske vind i Aarhusbugten ligesom resten af EM’s cirka 400 sejlere.

Fredag gælder det guldfeltet, hvor alt er åbent for danskerne. En hollandsk, britisk og kroatisk båd ligger foran dem.

Øv-dag for danske medaljeaspiranter i 49erFX

At det går op og ned i showbiz – og sejlsport – måtte Aarhus-søstrene Johanne og Andrea Schmidt sande efter torsdagens kvalifikation, hvor en flot 1. plads på tre sejladser blev vekslet til en tung 7. plads. En 26., 20. og 12. plads noterede Kaløvig-sejlerne sig for på en dag, hvor intet ifølge dem selv fungerende.

- I dag var en hård dag for os. Vi gik ud som etter og kom ind som nr. 7. Vi lavede en del fejl, men er klar til at sejle i guldfeltet i morgen, lød det fra den ærgerlige danske 49erFX-besætning.

Johanne og Andrea Schmidt går ind til finalerne i guldfeltet sammen med Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby, der i kraft af en samlet 21. plads efter ni kvalifikationssejladser også klarede cuttet for top-25 i guldfeltet.

Tredjebedste rød-hvide 49erFX’er er Josefine Nøjgaard og Esther Bojsen-Møller, der avancerede to pladser til en samlet 32. plads. Naboerne fra Sverige i form af Vilma Bobeck og Rebecca Netzler overtog føringen i 49erFX-feltet.

Dansk Nacra 17 kæmper for at nå målsætning

Den danske Nacra-katamaran med Natacha Saouma-Pedersen og Mathias Borreskov hænger fast i dyndet uden for top-10, som var det erklærede mål før EM. Dagens kvalifikationssejladser kastede en 13., 18. og 20. plads af sig, hvilket placerer danskerne på en 15. plads i det samlede regnskab – 32 point fra 10. pladsen.

Anderledes sikkert ser det ud for italienske Ruggero Tita og Caterina Banti, der fortsatte deres overlegne stil og er etter i Nacra-feltet hele 28 point efter new zealandske Wilkinson og Dawson på 2. pladsen. Da Nacra-feltet tæller 33 katamaraner, bliver der ingen opdeling af feltet før Medal Race søndag.

Fredag sejles de første finalesejladser ved EM for alle tre klasser. Der venter sejlerne tre dage med finaler før Medal Race på søndag. Se alle foreløbige resultater fra EM på klassens side - www.49er.org/event/2022-european-championship/#49erresults.

Danske placeringer:

49er:

4. Frederik Rask & Jakob Precht Jensen, Skovshoved Sejlklub

42. Joakim Salskov-Iversen & Nikolaj Buhl, Kongelig Dansk Yachtklub

43. Philip Lyngbæk & Mads Fuglbjerg, Aarhus Sejlklub, Aarhus Sejlklub

54. Kristian Præst & Marcus Langagergaard, Sletten Bådeklub

70. Carl Emil Sloth & Andreas Hoffmann-Petersen, Sletten Bådeklub

72. Malthe Ebdrup & Sebastian Wright Olsen, Kongelig Dansk Yachtklub

88. Emil Kjær & Carl Laurits Schouw Nielsen, Marselisborg Sejlklub

49erFX:

7. Johanne & Andrea Schmidt, Kaløvig Bådelaug

21. Anne-Julie Schütt & Iben Nielsby, Horsens Sejlklub

32. Josefine Nøjgaard & Esther Bojsen-Møller, Sletten Bådeklub

46. Rebekka Johannesen & Silje Cerup-Simonsen, Sletten Bådeklub

51. Josephine Frederiksen & Laura Steenstrup Zeeberg, Hellerup Sejlklub

52. Katrine Schmidt & Ellen Nielsen, Marselisborg Sejlklub

63. Katrine Bendix Krogh & Clara Roskjær Møgeltoft, Sejlklubben Bugten

67. Kamille Vilstrup & Emmelie Reed Rasmussen, Kongelig Dansk Yachtklub

Nacra 17:

15. Natacha Violet Saouma-Pedersen & Mathias Borreskov, Kongelig Dansk Yachtklub

content-loader
content-loader
content-loader