Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Laminat-sejl er for alvor nået til Luffe 37-klassen, der følger med tiden. Foto: Troels Lykke

Luffe 37-klassen tillader nu laminatdug i storsejlet

Der tillades nu nye dugtyper i storsejlet i den danske bådklasse med 220 byggede både. - Det er en naturlig del af udviklingen, og det er den vej, det går. Driftsomkostningerne vil være nogenlunde det samme, siger Heines Nielsen fra Luffe-bestyrelsen til Minbaad.dk.

Af Troels Lykke |

Flere Luffe 37-sejlere har allerede valgt at sejle med andre dugtyper end Dacron i storsejlet, og dem vil man ikke udelukke fra at sejle klasseløb.

Klassen i Danmark ønsker heller ikke at udelukke udenlandske sejlere, som i nogen tid har sejlet med andre dugtyper.

Laminat-sejl tager nemlig mere og mere over. En type, der holder væsentligt længere, også når det gælder formen. Et Dacron-storsejl koster typisk omkring 28.000 kr., mens et laminat-sejl til en Luffe 37 ligger på omkring 39.00 kroner.

- Klassereglerne har hidtil forbudt laminat-sejl på storsejlet, men på Luffeklubbens generalforsamling i november blev Laminat-sejlets godkendelse vedtaget, og nu har sejlunionen også godkendt, siger Heines Nielsen til Minbaad.dk om klassen, der i forvejen har tilladt, at man må have laminatdug i forsejlene.

Stor efterspørgel efter Luffe 37ere

Det går samtidig godt i klassen, hvor flere og flere yngre sejlere kommer til.

Bådene handles typisk brugt for mellem 300.000 og 400.000 kroner.  Der er bygget 220 Luffe 37'ere, siden båden kom til fra Luffe Yachts i Kolding i starten af 80'erne.

- Vi ser en opblomstring af klassen, hvor der kommer nye sejlere til, og hvor det faktisk er svært at finde brugte eksemplarer. Ja, der bliver ligefrem spurgt efter både i diverse forum. Luffe 37'eren er jo en båd, hvor man får meget for pengene. Den sejler fantastisk og har en lang rækkevidde på sommerferie, forklarer Heines Nielsen fra Kolding Sejlklub.

Kæmpe sejlerfest i Kolding i 2023

Luffe Yachts fejrer næste år 50 års jubiluæm, hvilket markeres med et kæmpe træf for hele klassen på Kolding Fjord.

- Vi planlægger et kæmpe Luffe-stævne i Kolding i juni 2023, hvor alle Luffer samles på tværs af klasser og størrelser, men her vil I få mere og løbende info. Det bliver en stor sejlerevent. Vi vil holde DM for Luffe 37'erne, men også distancesejlads for de øvrige Luffer. Vi håber også på sejlere fra Sverige, Norge og Tyskland, lyder det fra bestyrelsen.

Læs mere om Luffe Klubben.

content-loader
content-loader
content-loader