Manpower er hemmeligheden bag Silverrudders succes - over 300 pladser solgt på tre minutter
100 frivillige får de mange solosejlere til at føle sig velkomne i Svendborg - og det er afgørende, mener den mangeårige stævneleder, Ole Ingemann Nielsen. De i alt 450 startnumre blev udsolgt på to timer.
Overliggeren er lagt højt i Silverrrudder - solosejladsen, der år efter år lokker hundredvis af singlehand-sejlere fra ind- og udland rundt om Fyn.
Det er ikke tilfældigt. Med over 100 frivillige på land og vand er udgangspunktet skabt for en succesrig event, der takket være en god organisation gør det muligt for hjælperne at sætte de afgørende rammer for sejladsen. Rammer, der gang på gang lokker solosejlerne til Svendborg:
- Vi har en meget stor palette af manpower, som tager sig af sejlerne. Vi kan derfor tillade os at lægge overliggeren højt, men ikke højere end vi kan nå den. Det betyder, at vi hele tiden kan have nogle omkring sejlerne, så de føler sig hjemme, påpeger stævneleder Ole Ingemann Nielsen overfor Minbaad.dk.
- Det gik megastærkt
Selv efter to år med corona-amputerede kapsejladser er successen stor.
Søndag kl. 18.00 åbnede tilmeldingen til Silverrudder 2022. Tre minutter senere var over 300 af de i alt 450 startnumre udsolgt. Efter to timer var samtlige pladser optaget:
- Det gik megastærkt. Vi havde en forventning om, at der ville være udsolgt på et par dage, som vi har set det tidligere, men det gik hurtigt - også fordi det i år var muligt at smide dubletterne ud undervejs, forklarer Ole Ingemann Nielsen.
Sammen med resten af arrangørerne fra Svendborg fulgte han tilmeldingen tæt, ligesom en lang række andre sejlsportsinteresserede gjorde det. I år blev der således sendt live fra tilmeldingsdagen. Gense udsendelsen her.
16 kvinder får ikke særregler
Søndag aften stod det klart, at hele 16 af de deltagende skippere i 2022-udgaven er kvinder. En flot og vigtig rekord, mener Ole Ingemann Nielsen, der dog ikke agter at give kvinderne særregler, som det ses i andre sportsgrene:
- De er hammer dygtige, så de kan sagtens sejle på lige fod med de andre, understreger stævnelederen, der siden sejladsens start for elleve år har stået i spidsen for sejladsen:
- Jeg er meget stolt. Det viser, at vi har fundet et bæredygtigt koncept, der holder. Vi er selvfølgelig priviligerede, for når man har medvind, er det altid lettere, men de frivillige løfter hvert år en stor opgave, som gør, at sejlerne har lyst til at komme igen, påpeger stævnelederen fra Svendborg.
Læs mere om Silverrudder her.