Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Ole Ingemann Nielsen var en utrolig energisk ildsjæl, som kæmpede for sin sejlklub, Svendborg Amatør Sejlklub, der arrangerer solosejladsen Silverrudder rundt om Fyn. Foto: Troels Lykke

Mr. Silverrudder Ole Ingemann Nielsen fra Svendborg Amatør Sejlklub er pludselig gået bort

Sagitta 35-sejler og uddannelseskonsulent Ole Ingemann Nielsen blev kun 66 år. Lørdag faldt han om i sin have og døde på tragisk vis. Klubmanden blev især kendt for den verdensberømte Silverrudder-sejlads rundt om Fyn. Ole var en klubleder med den helt rigtige ånd.

Af Troels Lykke |

Vi har mødt Ole Ingemann Nielsen mange gange, senest under Dansk Sejlunions generalforsamling i marts, hvor han igen var aktiv for sin klub, Svendborg Amatør Sejlklub. Her holdt vi et kort møde om Silverrudder, der har inspireret andre klubber i Danmark til at efterligne solosejladsen, der er en verdenskendt succes.

Ole var altid smilende og venlig og havde en masse idéer om sejladsen, og han fik sammen med BådNyt Silverrudder op at stå i 2012. I de senere år fik han overladt mere og mere til andre, da sejladsen voksede til langt over 400 tilmeldte.

Ordentlighed og god stemning

Ole var en klubleder med den helt rigtige ånd, og hvor ordentlighed betød noget. Det handlede om at have det sjovt og ikke om at skovle en masse penge ind.

Men han var ikke naiv. Tingene skulle løbe rundt, og både sejlere og klubbens medlemmer skulle have det sjovt, har Minbaad.dk erfaret hvert år, vi mødte ham ved Silverrudder. 

Han lavede blandt andet en drejebog til de frivillige, hvilket vi interviewede Ole om i 2018. Se interviewet i bunden af artiklen.

I marts fortalte han om successen, hvor der igen i år er 450 tilmeldte til solosejladsen med over 100 frivillige:

- Vi har en meget stor palette af manpower, som tager sig af sejlerne. Vi kan derfor tillade os at lægge overliggeren højt, men ikke højere end vi kan nå den. Det betyder, at vi hele tiden kan have nogle omkring sejlerne, så de føler sig hjemme, påpegede stævneleder Ole Ingemann Nielsen dengang overfor Minbaad.dk.

Guldnål fra Dansk Sejlunion

I 2015 fik han Dansk Sejlunions Guldnål for sit klubarbejde, medvirken i Dansk Sejlunions bestyrelse og opstarten af Silverrudder. I 2016 forklarede Ole Ingemann Nielsen om sin egen sejlkarriere:

- Det startede egentlig med, at jeg begyndte at sejle Optimist som 6-7 årig. Derefter forskellige juniorbåde, hvor jeg efterfølgende købte en gammel 30 m2-spidsgatter efter min konfirmation.

- Som 18-årig blev jeg valgt ind i bestyrelsen i Svendborg Amatør Sejlklub. På daværende tidspunkt var der intet ungdomsarbejde i klubben, så min første opgave som frivillig var derfor at genstarte dette. På den måde blev jeg en del af sejlermiljøet.

Mindeord: Inspiration for andre

Philip Cossen fra Silverrudders organisation skriver i dag et mindeord om Ingemann Nielsen på sejladsens Facebookside:

"Det er med dyb sorg, jeg skriver for at meddele, at vores ven og mentor Ole Ingemann er gået bort. Ole døde pludseligt under havearbejde i går.

Ole var Silverrudders Gudfader, men desuden var Ole en utrolig inspiration for os alle i sejlsportens verden.

Ole arbejdede uselvisk og dedikeret for at gøre sejlsport til en sport, som alle kunne nyde. Ole var altid positiv, jovial og nytænkende og hans energi var berusende. Ole var en inspiration at arbejde sammen med.

Ole vil blive meget savnet af sin kone, børn og børnebørn, men også af os der havde fornøjelsen af hans selskab.

Vi vil gøre vores yderste for at fortsætte Silverrudder i den ånd, som Ole startede.

Hvil i fred Ole.

På vegne af Svendborg Amatørsejlklub og Silverrudder-holdet"

content-loader
content-loader
content-loader